De skal lede ELLE Danmark videre
Det bliver velkendte ansigter, der fra 1. marts ikke alene driver ELLE, men også står som licensejere for udgivelsen.“Jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte det arbejde, som jeg har været så dybt involveret i de sidste 15 år. Samtidig bliver jeg ligeværdig partner med to medarbejdere, som jeg har været meget igennem med, og det kapitel ser jeg utrolig meget frem til,” lyder det fra Cecilie Ingdal, chefredaktør på ELLE.
Siden Aller Media sidste år meldte ud, at de ikke længere ville forlænge licensen til at udgive Elle i Danmark, har der været spekulationer omkring, om magasinet skulle fortsætte sin udgivelse i Danmark og i så fald, hvem der skulle stå bag.
Det bliver nu i dag, blot en uge inden Elle-redaktionens sidste uge i Aller-koncernen, meldt ud.
Og det bliver et yderst velkendt team, der kommer til at stå bag ikke alene det redaktionelle, men også som licensejere for dansk Elle.
Det bliver den nystartede virksomhed Toast Projects, der kommer til at fortsætte udgivelsen af Elle på dansk jord. Bag virksomheden står foruden Cecilie Ingdal også Josephine Aarkrogh og Nikita Hoffmann Andersen, der alle tre har de samme ejerandele i virksomheden.
Udover nu at være ejere fortsætter de tre i de tre redaktionelle roller, som de har i det nuværende set-up. Det betyder, at Cecilie Ingdal fortsætter som chefredaktør, Josephine Aarkrogh som Creative Director og Nikita Hoffmann Andersen som redaktionschef.
Og der er altså tale om et team, der i den grad har Elle under huden. Cecilie Ingdal var med til at starte Elle op i Danmark for 16 år siden, Josephine Aarkrogh kom til et halvt år efter, og Nikita Hoffmann Andersen har igennem det sidste halvandet år været redaktionschef på Elle, men har før det været Digital Editor på Elle.dk i 4 år. Hun har desuden arbejdet som chefredaktør på Vi Unge under Cecilie Ingdal.
De har desuden ansat Rasmus Sloth i rollen som Commerciel Director. Han har blandt andet været Head of Communications hos Mads Nørgaard og senest som Art & Client Director hos Homework. Derudover planlægger de at ansætte to digitale journalister, der skal skabe indhold til mediets nye platform, som vil blive relanceret i samarbejde med Ruby Studio.
“Det bliver et mindre og mere agilt team, der også kommer til at gøre brug af en del freelancere, både nye og nogle, der allerede er kendte i Elle-regi. Vi kommer til at bruge den næste måned på at gå Elle igennem minutiøst og se, hvilke formater der skal fortsætte, og hvilke der skal gentænkes,” lyder det fra Cecilie Ingdal, der sammen med resten af redaktionen har sidste dag i Aller-koncernen på næste torsdag og fortæller, at det først var over juleferien, at tankerne om det nye set-up blev mere konkrete.
“Det er 100 procent private penge, der finansierer det nye Elle i et mediemarked, der er presset. Derfor er det agile centralt for os i den første tid. Det sværeste ved dette skift bliver at undvære de mennesker, der ikke længere skal være en del af min og vores hverdag,” fortæller Cecilie Ingdal.
Hun bekræfter samtidig, at planen er at fortsætte magasinets kurs med events, herunder Elle Awards, der ifølge chefredaktøren dog nok bliver i en lidt mindre skala dette år.
Fra François Coruzzi, CEO for ELLE International Licenses hos Lagardére Media News, der er licensudbyder af Elle internationalt lyder det:
“ELLE er verdens største modemagasin med udgivelser i 45 lande, og Danmark er med sin position som en anerkendt mode- og designnation et vigtigt marked for os. Derfor er vi meget glade for at kunne fortsætte samarbejdet med nøglemedarbejdere fra den nuværende redaktion, og vi er ikke i tvivl om, at det er de rigtige til at tage ELLE-universet til nye højder.”
Den nye redaktion får midlertidigt hjemme i Læderstræde 34, 1. sal i København K fra 1. marts. Det sidste magasin i Aller-regi udkommer den 21. marts, mens det første ELLE-magasin under TOAST PROJECTS udkommer d. 30. maj 2024. Herefter vil magasinet udkomme 10 gange årligt på print samt dagligt på ELLE.dk, Instagram og TikTok.