Naja Munthe om årsregnskab: “Vi er landet fuldstændig i tråd med det estimerede"
Trods en betydelig nedgang i resultatet er Naja Munthe godt tilfreds og stolt over regnskab for 2023, hvor trecifret millionomsætning fastholdes.“Jeg er meget stolt over, at vi har kunnet holde vores estimat og vores budget fra 2023. Vi er landet fuldstændig i tråd med det estimerede. Og jeg er også meget stolt af, at vi har kunnet holde vores omsætning fuldstændig i forhold til året før – nærmest én til én. Det er nok noget af det, der er sværest i den her tid,” lægger Naja Munthe ud om Munthes 2023-regnskab, som netop er blevet offentliggjort.
Og stoltheden over regnskabet er stor, selvom der har været en betydelig nedgang i årsresultatet. Bundlinjen for 2023 viser et resultat på lige godt 5,5 millioner kroner, hvor bundlinjen for 2022 lå lige over 11,25 millioner kroner.
“Resultatet er mindre end året før, og det er på grund af den kæmpe udfordring, vi alle sammen har med stigende råvarepriser, inflation og fragtpriser. Så at kunne levere så flot et regnskab på trods af den situation og stadigvæk kunne have en trecifret millionomsætning, som ikke er faldet i forhold til året før, det er meget tilfredsstillende,” fortsætter Naja Munthe og forklarer videre, at netop den trecifrede millionomsætning er vigtig at fremhæve.
“Omsætningen er et meget vigtigt parameter, for der er jo nogle ting, vi ikke er herrer over i den her branche. Der er som sagt inflation, rentestigninger, øgede råvarepriser og især de øgede fragtpriser. Det er ude af vores hænder, og det er jo en omkostning, vi må æde selv. Men at kunne blive ved med at lave et produkt, der er så relevant ude hos vores forhandlere, så de bliver ved med at købe ind i det og købe ind til de budgetter, vi har lagt, det er noget af en bedrift, vil jeg sige.”
De stigende priser på fragt og råvarer, samt inflation og rentestigninger ses tydeligt i bruttofortjenesten, som ligeledes er dalet sammenlignet med 2022. I 2023 finder man således en bruttofortjeneste på knap 29 millioner kroner sammenlignet med bruttofortjenesten for 2022, der lå på 34,4 millioner kroner.
Ser frem mod et 2024 med gentaget vækst
“Selvom året er ungt, er vi i gang med indsalget på vores allersidste kollektion i 2024, så resten af året ser vi mest på vores egen retail og webshop, og der er vi supergodt med. Og der er ikke noget, der indikerer, at vi ikke skulle holde den kadence resten af året, så for 2024 kommer vi til at se en vækst både i omsætning og i indtjening,” spår Naja Munthe for næste års Munthe-regnskab, men hun ser ikke udfordringerne som helt overståede.
“Jeg vil pointere, at de udfordringer, der er med de øgede priser generelt, de er slet ikke færdige her i 2024. Man kan tidligst begynde at snakke om noget, der stabiliserer sig i 2025. Så derfor er 2024 heller ikke et kæmpe stort investeringsår for os,” understreger hun for året, hvor hun også for alvor overlader rollen som CEO til Heidi L. Mellerup, som overtog rollen i november 2023.
“Vi har lavet investeringer i et stort nyt showroom, vi holder store shows, vi har investeret i IT-systemer, vi har fået et stort amerikansk PR-bureau, som vi startede op med i starten af januar. Nu gælder det så om at arbejde med alle de investeringer, fremfor at lave flere,” uddyber hun og refererer blandt andet til det nye showroom og kontorer i Kuglegården på Holmen, som Munthe overtog i 2022.