International etablering og "højaktuel sundhedsdiskurs" giver Rudolph Care rekordomsætning
“Rudolph Care nåede i 2023 en rekordomsætning, hvilket betragtes som utroligt tilfredsstillende i et marked, som har været præget af lav forbrugertillid,” lyder det indledende i ledelsesberetningen i Rudolph Cares nyligt offentliggjorte regnskab for året 2023.
Med rekordomsætningen lander Rudolph Cares årsresultat således på lige over 3,5 millioner kroner efter skat. Det er – på trods af rekordomsætningen – et godt stykke under resultatet for 2022, som landede på lige over 5,5 millioner kroner efter skat. Ifølge ledelsesberetningen skyldes det lavere resultat blandt andet “markante prisstigninger på råvarer, hvilket har sat virksomhedens dækningsgrad under stort pres.”
Rekordomsætningen tilskrives i ledelsesberetningen tre faktorer: øget udenlandsk tilstedeværelse, nye produktlanceringer og en højaktuel sundhedsdiskurs. I løbet af 2023 har Rudolph Care etableret sig i blandt andet Sverige, Holland og Østrig, mens nye solprodukter har vakt stor efterspørgsel. Med et fokus på sundhed i både produkter og markedsføring har Rudolph Care skabt et brand, som ifølge dem selv “gør det lettere for vores kunder at vælge et alternativ, hvor sundhed er i fokus og bliver taget alvorligt”.
“Jeg ønskede at revolutionere skønhedsindustrien med ærlige, effektive, eksklusive produkter skabt af de bedste kvalitetsingredienser, som tager ansvar for vores sundhed og den verden, vi er så taknemmelige for at få lov at bo til leje i. Rudolph Cares ansvarlige dagsorden er mere end nogensinde aktuel for, ikke bare Danmark, men hele verden, og jeg glæder mig over, at strategien om at etablere Rudolph Care internationalt løber efter planen i takt med den voksende interesse for vores produkter og vores mission om at være: for generations to come,” siger grundlægger Andrea Elisabeth Rudolph i en pressemeddelelse om det positive resultat.