Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Kvinde med cykel under Copenhagen Fashion Week.

Trendsales opkøbt af Vinted

Det er ikke mere end et halvt år siden, at danske genbrugsjægere og -sælgere kunne udbrede deres marked med den nytilkomne, litauske genbrugshandelsplatform Vinted. Vinted kom til Danmark med et mål om at blive den foretrukne gensalgsplatform på det europæiske marked – og det mål nærmer de sig med deres seneste tiltag. I dag har Vinted nemlig offentliggjort i en pressemeddelelse, at de har opkøbt Trendsales, som med 900.000 brugere må vurderes at have været Vinteds største konkurrent i Danmark.

“Den danske appetit for genbrugstøj vokser støt, og Trendsales har spillet en væsentlig rolle i den udvikling. Med imponerende vækst og en overbevisende vision er Trendsales en virksomhed, der har etableret et stærkt second hand community i Danmark, som vi er glade for at blive en del af,” siger Adam Jay, der er CEO for Vinted Marketplace, i pressemeddelelsen.

Formålet med opkøbet er ifølge pressemeddelelsen at forene Vinteds store rækkevidde og skala med Trendsales stærke tilstedeværelse i og kendskab til Danmark. Vinted har tidligere opkøbt tyske Rebelle og hollandske United Wardrobe.

“Vinted’s mål om at få genbrug til at være førstevalget i Europa giver os nogle spændende muligheder I langt større skala. Efter en succesfuld rejse med Trendsales i løbet af de sidste år er jeg spændt på at slå kræfterne sammen med Vited-teamet og kollektivt tackle mulighederne forude,” udtaler Mads Aarøe Mathiesen, CEO for Trendsales.