Han Kjøbenhavn om rekonstruktion: “Vi står et stærkere sted, end vi nogensinde har gjort”
Dyre lejekontrakter og et stort underskud blev en dårlig cocktail for Han Kjøbenhavn, som blev nødt til at søge om rekonstruktion. Nu er virksomheden ude på den anden side med ny investor og et solidt fundament. Vi har talt med CEO Daniel Hummel.Da det under Copenhagen Fashion Week AW24 kom frem, at showaktuelle Han Kjøbenhavn var under rekonstruktion, var det blandt andet med begrundelsen, at de blot få år gamle flagskibsbutikker i London og København ikke klarede sig så godt som forventet. Og med et regnskab for året 2022, der viste et underskud på lige knap syv millioner, var der altså brug for en rekonstruktion, hvis virksomheden skulle overleve.
I fredags blev det så afgjort i skifteretten, at Han Kjøbenhavn med en ny investor i ryggen samt en kapitalindsprøjtning fra en eksisterende medejer kunne ånde lettede op, og at rekonstruktionen kunne gennemføres. Den nye investor er Klaus Krog Hansen, der også er hovedaktionær i tømmerhandlen Tømmergaarden, og som har investeret to millioner kroner i Han Kjøbenhavn. CEO Daniel Hummel og kreativ direktør og medstifter Jannik Wikkelsø Davidsen er i forbindelse med rekonstruktionen trådt ud af ejerkredsen – men ikke ud af Han Kjøbenhavn.
Dermed består ejerkredsen for Han Kjøbenhavn nu af eksisterende ejer Møller Invest samt Klaus Krog Hansen. Møller Invest har ligeledes indskudt fire millioner kroner i selskabet i forbindelse med rekonstruktionen. Daniel Hummel og Jannik Wikkelsø Davidsen fortsætter begge i sine roller som henholdsvis CEO og kreativ direktør, og begge fortsætter som de drivende kræfter og ledelsen.
“Jannik og jeg er motiverede sammen med de nye ejere i forhold til at realisere det store potentiale, der ligger foran os, og vi er glade for, at vi kan fokusere på kerneforretningen,” fortæller en tydeligt glad Daniel Hummel over telefonen få dage efter rekonstruktionen.
“Det har været vigtigt for investorerne, at Jannik og jeg fortsat er engagerede og med på den rejse, der er igangsat,” konkluderer Daniel Hummel.
Rekonstruktion var vejen ud af lejekontrakter
“Vores problem i Han Kjøbenhavn har især været vores egne butikker. Og det var nået til et punkt, hvor det har været virkelig presset for selskabet, så det blev vi nødt til at løse,” fortæller Daniel Hummel om den afgørende grund til rekonstruktionen.
Dyre og langvarige lejekontrakter på de to butikslokaler i København og London var således en underskudsforretning, som blev ved at trække penge ud af virksomheden og ikke var til at komme ud af. Derfor var rekonstruktionen den eneste vej ud af lejekontrakterne og hen til en sundere økonomi, med plads til at fokusere på kernekompetencerne.
“Lejekontrakterne har været en meget tungtvejende faktor for, at vi har rekonstrueret selskabet. Vi skal have lov til at fokusere på det, som vi gør bedst, og det betød, at vi måtte afvikle de butikker. Det har været afgørende for den samlede løsning, at selskabet blev tæt på gældfrit og ikke var bundet af butikkerne. Vi står et helt andet sted nu,” uddyber Daniel Hummel.
“Nu står vi med en ret slank balance, så vi står et stærkere sted, end vi faktisk nogensinde har gjort før,” forklarer han.
“Nu kan vi for alvor gøre alt det, vi tror på”
Med butikkerne ude af billedet og de nye investeringer, er der altså plads til at fokusere på det, Daniel Hummel kalder for Han Kjøbenhavns kernekompetencer. Og her er det altså online- og engrosforretningen, der klart dominerer i forhold til de butikker, de satsede på for et par år siden. Og det tyder på, at det nu bliver et endeligt farvel til egne butikker for brandet.
“Nu har vi prøvet det ad nogle omgange. Og vi har ikke været heldige med det nogen af gangene. Og hver gang vi har fjernet butikkerne igen, jamen, så har vi også lavet gode resultater igen,” fortæller Daniel Hummel og refererer til 2019, hvor de sidste gang var nødt til at lukke butikkerne i Paris og New York og fokusere virksomheden.
Den gang var Han Kjøbenhavn også ramt af et betydeligt underskud, som de efter afviklingen af butikkerne igen fik vendt til et pænt overskud.
“Dels tror vi ikke på formatet (med fysiske butikker, red.), dels har vi fået én over nakken, ikk’? Nu kan vi i stedet for alvor både vokse forretningen og gøre alt det, vi tror på. Vi skal bruge den meget stærke internationale position, vi har skabt til at målrette kollektionerne til markederne og sætte fart på forretningen,” afslutter han.