Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs

Modeugens talenter: MLGA og Martin Quad viste kollektioner med budskaber

Med en propfyldt showkalender og en bugnende talentmasse i den danske modebranche er der desværre ikke plads til alle shows og præsentationer på den officielle kalender under Copenhagen Fashion Week. Men det betyder bestemt ikke, at der er mindre grund til at tjekke nogle af de shows ud, der fandt sted side om side med de officielle shows. Her har vi samlet billeder fra CPHFW NEWTALENT-programmets One To Watch-designere MLGA og Martin Quad.

MLGA

MLGA, eller Marie-Louise Guldbæk Andersen, som brandets navn er en forkortelse af, viste ved denne modeuge sit første fulde show under Copenhagen Fashion Week. Ved sommerens modeuge havde hun i kraft af sin ‘One To Watch’-plads et showroom, men denne gang fik hendes kollektion altså lov at folde sig ud på modeller ved et reelt show onsdag morgen. Under Alpha 2023 vandt Marie-Louise Guldbæk Andersen desuden muligheden for at lave en capsule collection sammen med Browns Fashion. Den kommer til at bestå af et udvalg af den viste kollektion, som er i produktion nu og vil være tilgængelig i løbet af foråret.

Med en kollektion holdt primært i sort, grå og bordeaux leger hun med kønsnormerne, når hun skaber herretøj skabt i tekstiler, der typisk konnoteres til kvindebeklædning, som blonder, satin og luftig strik, men også silhuetter som skørter, cropped bluser og dybe halsudskæringer. Kollektionen er en kommentar på og refleksion over at være et nyt brand med begrænsede ressourcer, og derfor er tøjet skabt af materialer, der allerede var i brandets gemmer. Det har også resulteret i dekonstruerede looks, som sammen med blonderne og den løse strik er et symbol på den skrøbelighed, som mænd ofte ikke får lov at vise i kraft af kønsstereotype rammer for opførsel.

Se flere billeder fra showet i galleriet nederst i artiklen.

MLGA AW24

Martin Quad

Martin Quad vendte ligeledes tilbage til Copenhagen Fashion Week for anden sæson i streg med en præsentation, der var mere performance end modeshow. Sidste sæson havde Martin Quad inviteret publikum til en opera, som Vogue beskrev som dyster og makaber. Denne sæson har Martin Quad ligeledes bevæget sig ud i det makabre, med en kollektion inspireret af fænomenet ‘rat king’. ‘Rat king’ er fænomen, der er opstået som konsekvens af den massive mængde af rotter, der findes i New York, hvor de ender med at ligge så tæt, at deres haler vikles sammen i store knuder, så rotterne ikke kan komme fra hinanden.

Martin Quad har brugt fænomenet til at sætte spotlys på vores store overforbrug og konsekvenserne herved. Og det har altså resulteret i en kollektion, hvor hvert look har navnet ‘Rat 1’, ‘Rat 2’, og så videre. Her har han mikset materialer fra over- og underklasse som guld og jersey, pels og polyester. Og som et ekstra nik til de sammenklemte rotter er silhuetterne skabt til at være indsnævrende og for tætte – som kollektionen hedder: ‘Too close, no comfort’.

Se flere billeder fra showet i galleriet nederst i artiklen.

Martin Quad AW24
MLGA AW24
MLGA AW24
MLGA AW24
MLGA AW24
MLGA AW24
MLGA AW24
Martin Quad AW24
Martin Quad AW24
Martin Quad AW24
Martin Quad AW24
Martin Quad AW24
Martin Quad AW24