Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK AW24, MODEUGE

Stylisten: "Det kan godt føles lidt som at lave musical i folkeskolen“

Hvordan skaber man en rød tråd på catwalken og afspejler et brands DNA? Det har vi blandt andet talt med stylist Søren Kolborg Sørensen om.
Hvordan skaber man en rød tråd på catwalken og afspejler et brands DNA? Det har vi blandt andet talt med stylist Søren Kolborg Sørensen om.

Det var allerede kort tid efter Søren Kolborg Sørensens start i marketingafdelingen hos Bestseller i 2016, at hans chef fangede hans talent for at sætte tøj sammen. Noget, der hurtigt gav ham frie rammer, og han stod her for alt fra lookbooks til kampagner, indtil han i 2018 blev ansat på Eurowoman, hvor han gik fra at være Fashion Assistant til Fashion Director. 
I dag arbejder Søren Kolborg Sørensen freelance som stylist, og han har gennem de seneste år arbejdet på alt fra modeserier for danske og internationale magasiner til styling af shows under Copenhagen Fashion Week. 

Modeugen nærmer sig, og vi har i den forbindelse talt med Søren Kolborg Sørensen om hans karriere og alt det, der motiverer og inspirerer ham i hans arbejde som stylist.

Hvad var det første show, du stylede? 
“Jeg lavede mit første show i sommeren 2021. Det var Soulland i Royal Arena, og derefter stylede jeg Berner Kühls første show. Det var ret intensivt. Jeg havde aldrig stylet et show før, og det er ikke noget, jeg er skolet i. Så det var noget helt nyt og en helt anden måde at arbejde på.“

Hvordan adskiller det at lave show sig fra at lave kampagner eller editorials?
“Mit job er meget at komme med input og nogle gode idéer og så hjælpe brandet med at formidle det, de gerne vil. Rent lavpraktisk er processen at holde nogle indledende møder og forstå, hvad det er for et brand, jeg har med at gøre; hvad de gerne vil med showet og kollektionen. Dernæst er der pre-styling for at vurdere, om der er noget, der mangler, eller som kan skabe en rød tråd. Hvis brandet ikke selv laver sko, er det vigtigt at forstå, hvad det er for en samarbejdspartner, vi skal have ind over for at levere de rigtige sko.

Jeg synes, mit job er sjovere, når der er benspænd, og når der er nogle rammer at arbejde inden for. Jeg tror, at jeg ville synes det ret fattigt, hvis jeg bare fik at vide, at jeg måtte gøre, hvad jeg ville. Det er sgu ret fedt, at der er noget integritet hos de brands, jeg arbejder med, som også har nogle holdninger og ved, hvad de står for og gerne vil.“

Hvad har du altid med i tasken, når du er på job som stylist?
“Jeg har faktisk én ting. Det er en særlig tøjklemme, jeg fik af en fotograf for tre år siden, som jeg har formået at holde fast på. Den er ligesom altid med, den ene klemme. Og det er blevet lidt sådan en stående joke, at jeg kun har én klemme. Men det er en klemme, der fungerer.”

Du skal style Marimekko denne sæson – hvordan er dit forhold til brandet og kreativ direktør, Rebekka Bay?
“Jeg kommer fra Jylland, hvor man finder et unormalt højt antal af voksduge med Marimekko-print og Marimekko-service, og det er dét blik på Marimekko, jeg er vokset op med. Det var faktisk først, da jeg startede på Eurowoman, at jeg også så, at Marimekko er og kan noget andet. Jeg synes, at Rebekka Bay har nogle sindssygt spændende visioner, hun er bare dygtig. Hun giver plads, men ved også, hvad hun vil have.”

Søren Kolborg Sørensen backstage for Berner Kühl SS23

Hvordan ser din dag ud på showdagen? Hvor meget er planlagt, og hvor meget opstår undervejs?
“Alt er rimelig meget planlagt ned til mindste detalje inden for de rammer, jeg har, og alt er pre-stylet. Alt er bestemt i forhold til, hvordan tingene skal vises, hvornår modellerne kommer ind og hvilke sko i hvilken størrelse, modellerne skal have. Det kan godt føles lidt som at lave musical i folkeskolen. Der er et instant output og en fornemmelse af spænding i kroppen, fordi det netop ‘går live’ med det samme.“ 

Som stylist, hvordan oplever du, at modebranchen har ændret sig i forhold til diversitet?
“Jeg kan huske fra Eurowoman, at det var umuligt at få tøj, der ikke var i den lille sample size. Det er begyndt at blive nemmere, men jeg synes stadig, at der er lang vej. Marimekko, som jeg arbejder med nu, er sindssygt inkluderende – både i forhold til køn, forskellige hudfarver og størrelser. Det er skønt.“

Kan du dele en oplevelse fra en tidligere modeuge, der skiller sig ud for dig? 
“En af de mest mindeværdige oplevelser har været, da jeg var med til at lave Berner Kühls første show. Det var, da han netop var startet, og alt var småt. Hans mor var der og stod for koreografien, hans kæreste gik showet, og de havde virkelig arbejdet længe på det show. Det gav en ret særlig stemning, og det var især sentimentalt, da showet var ovre – det tror jeg ikke, man kunne undgå at blive påvirket af. At se nogen lykkes med noget, de gerne vil. Det var bare fantastisk.“

Hvor samler du inspiration til dit arbejde som stylist?
“Jeg startede på arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi i sommer, og som I kan høre, er jeg snublet lidt ind i modebranchen. Det har egentlig aldrig været planen. Så jeg har savnet at have et eller andet kartotek af referencer eller reel viden at trække på, og det får jeg sindssygt meget på mit studie – som jeg også kan overføre til det at være stylist. I virkeligheden synes jeg ikke, at der er så stor forskel fra at arbejde i modebranchen og så til at lave arkitektur. Begge ting handler om formsprog, æstetik, materialitet og konstruktion.“

Er der noget, du ser særligt frem til ved den kommende modeuge?
“Jeg elsker at være en del af den københavnske modeuge – det er skidesjovt. Jeg er meget social, så jeg kan ikke helt styre det. Så efter jeg er begyndt at arbejde under modeugen, synes jeg faktisk, at det er ret dejligt at holde sig lidt i baggrunden og fokusere på at udføre et stykke arbejde. Jeg ser virkelig frem til at skulle lave show, og så glæder jeg mig til at se, hvad alle andre har lavet. Det, synes jeg, er spændende.“