Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS24, Modeuge

Det er i detaljen, Stine Goya finder hjem

Stine Goya havde til dagens SS24-show inviteret os hjem – hjem til sig selv som Københavner og til sig selv som designer.
Stine Goya havde til dagens SS24-show inviteret os hjem – hjem til sig selv som Københavner og til sig selv som designer.

Stine Goya, onsdag den 9. august 2023 klokken 16.00, Eckersbergsgade, 2100 København

Hvad er hjem? Er det et sted? En person? En duft, en genstand, en følelse – en hel gade? Måske. Det føltes i hvert fald meget som at komme hjem, da Stine Goya her til eftermiddag holdt show på sin egen gade, Eckersberggade i Kartoffelrækkerne i København. Hjem til ikke bare Stine Goya selv, og hendes mand, brandets CEO, Thomas Hertz, men også alle os for hvem ’hjem’ er noget med en lille villavej, flagrende dannebrog, duften af sommerregn og kravlende rosenbuske op af vejrslidte mursten. 

Showet havde da også den passende titel ‘Homecoming’ og var centreret omkring flere langborde med smukt anrettet service (lånt fra gadens egne beboere), frugter, grøntsager, store, pastelfarvede gele-kreationer og Georg Jensen-servietter med navnene på førnævnte beboere broderet på (og som de efterfølgende doneres til). I vinduer, i haver, karnapper og på altaner stod naboer stimlet sammen for at få et kig på festlighederne. For festligt, det var det. Som en af de der klassisk danske vejfester mellem naboer, der varer til langt ud på den uendeligt lyse sommernat – bare med en anelse over dressed gæsteliste måske. 

Selve kollektionen bød på en farveskala, der gik fra skarp pink over i syren og klar blå. Blandet med lyse pasteller af både lyserød og blå og en mættet beige. Som altid bød den på en ligeså multifarvet frugtsalat af materialer. Her var denim, læder, pallietter, mesh, broderi, perler, sten, sløjfer, bindebånd og finurlige indspark som lommer i lak, opknappede rygge, taljer med elastiksnørebånd, store klikspænder, frithængende knappebånd. Der sker meget. Rigtig meget. Og det kan jo egentlig ikke overraske nogen, når vi taler Goya. Men jeg synes alligevel, at det er, når Stine Goya bare taler, ja næsten hvisker, i stedet for at råbe, at hun er allerbedst. I hvert fald i dag. 

For jeg ved ikke med jer, men for mig var der engang, hvor hendes talent skinnede allerklarest i de smukkeste silkeprint. Dem, som jeg er sikker på, at mange af os stadig har hængende i garderoben som små kunstværker, vi aldrig skiller os af med. Men det er ikke der, Stine Goya har hjem i dag. I stedet er det i de kreationer, hvor farver, snit, lak og læder ikke løber om kap om opmærksomheden, men i de mere stille styles, hvor diskrete detaljerne får lov til at tale. Det er der, at man føler, at Stine Goya finder hjem til kernen af sit talent. Det er her, at man mærker hende mest. 

Som når en fin, himmelblå blazer har åbne ærmeslidser lukket med hvide ferskvandsperler. Eller en lys cremefarvet vest med broderede blomster på brystet har den sidste snor hængende tilbage og flagrer i vinden, som en tuschstreg, der løb løbsk Eller når en transparent pink bluse har udvendige sømme, der giver illusionen af mere markante skuldre. Alle sammen ting, der nemt forsvinder i mængden af det hele. Som man måske skal lede lidt efter for at finde. Men når man gør, så føler man rigtigt, at den er hjemme. 

Nedenfor kan du se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her