H&Ms indsamlingstiltag møder skarp kritik
Svenske Aftonbladet har foretaget en undersøgelse, hvor de kan afsløre, at tøj afleveret i H&M's indsamlingscontainere ikke ender som genbrugstøj på trods af løfter om, at “tøj, som kan bruges igen, vil blive solgt igen som genbrugstøj.”I søndags kunne svenske Aftonbladet offentliggøre en artikel, hvor de afslørede, at tøj afleveret i H&M’s indsamlingscontainere ikke bliver videresolgt som genbrugstøj, selvom det er i fin stand. Og det er på trods af, at man på H&M’s hjemmeside kan læse, at “tøj, som kan bruges igen, vil blive solgt igen som genbrugstøj.” Ifølge Aftonsbladets undersøgelse endte flere stykker tøj i tredjeverdenslande, som i forvejen har problemer med tøjdumping – blandt andet Benin, Sydafrika og Indien.
Undersøgelsen, Aftonbladet har gennemført, bestod i at finde ti stykker tøj fra H&M i genbrugsbutikker i Stockholm for efterfølgende at udstyre dem med Airtags, så de kunne spores. Derefter er tøjet blevet afleveret i en af H&M’s indsamlingscontainere i en butik i Stockholm. Derfra har Aftonbladet sporet de ti stykker tøj, der tilsammen er blevet transporteret en distance, der næsten svarer til halvanden gang rundt om jordkloden.
Historien kommer i kølvandet af flere historier om EU’s stigende problem med tekstilaffald blandt andet om en rapport, som for nylig kunne afsløre, at der i 2019 blev sendt næsten 1,7 millioner tons brugt tøj ud af EU. Samtidig har Europa-Parlamentets Råd i sidste måned vedtaget deres holdning til et lovforslag om et udvidet producentansvar, hvor det skal forbydes at destruere usolgt tøj. Dermed er der altså et stort fokus på modebranchens affaldsproblem lige nu, som kun kan forventes opildnet af Aftonbladets afsløring.
“Vi ved, at der stadig er udfordringer”
I Aftonbladets artikel kan man læse, at journalisten er rejst til Benin for at se med egne øjne, hvad der sker med tøjet, der er havnet her. Her mødes han af enorme tøjmarkeder med brugt tøj, som er sendt dertil fra Europa. De døde hvides tøj, kalder de det på markedet – for hvorfor skulle man ellers skille sig af med så meget tøj, hvis ikke man var død?
Og måske kan man argumentere for, at tøjet dermed sælges som genbrugstøj, når det havner på tøjmarkedet. Problemet er bare, at meget af tøjet ikke egner sig til at blive solgt i de afrikanske lande, som det havner i. Enten er det eksempelvis vinterjakker eller store støvler, der ikke er brug for i den stegende hede, og ellers er tøjet i størrelser eller materialer, der ikke er efterspørgsel på. Og derfor ender tøjet i sidste ende i containere, enorme affaldsbunker eller det bliver brændt.
“H&M-gruppen er kategorisk imod, at tøj bliver til affald, og det går helt imod vores arbejde for at skabe en mere cirkulær modeindustri,” udtaler Harsha Bammanahali, der er chef for reverse supply chain i H&M, til Aftonbladet og fortsætter:
“Vi ved, at der stadig er udfordringer forbundet med indsamling og genanvendelse af tøj og tekstiler, men ser også, at der udvikles mere skalerbare løsninger inden for tekstilgenanvendelse, hvilket er meget positivt. H&M-gruppen arbejder aktivt med spørgsmålet og investerer også i sådanne løsninger.”
Fashion Forum er i dialog med H&M omkring en kommentar.