Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Smykkedesigner bag nyt musik- og NFT-samarbejde med Magasin

Digital mode får stadig større indpas i branchen herhjemme – denne gang med et nyt smykkesamarbejde, der fusionerer mode og musik.
Digital mode får stadig større indpas i branchen herhjemme – denne gang med et nyt smykkesamarbejde, der fusionerer mode og musik.

Det er ikke mange danske brands, der endnu har haft modet eller lysten til at kaste sig over den voksende tendens indenfor digital mode. Altså lige bortset fra (di)vision og Birger Christensen-brandsene Remain og Rotate, der længe har flirtet med Web3 – senest i januar med et nyt avatar-samarbejde med den sydkoreanske metaverse-platform Ifland.

Men en øget interesse for den digitale mode-sfære ser ud til at være under opsejling herhjemme – nu har en anden dansk designvirksomhed nemlig kastet sig ud i metaverset. Denne gang smykkedesigner Vibe Harsløf. Sammen med Magasin du Nord lancerer hun i starten af marts et smykke, en ear cuff, i samarbejde med den dansk/eritreiske rapper Feven Geles med kunstnernavnet FVN. Selve smykket er fysisk, men gemmer på koden til en NFT med en ny sang fra FVN, der er indspillet til lejligheden, og som kun kommer til at eksistere der. Derfor sælges smykket også kun i meget begrænset omfang.

“Jeg har længe været nysgerrig på NFT- og block chain-teknologien, som fylder stadig mere i design- og modeverdenen. Samtidig er jeg glad for, at min første rejse ind i denne nye verden sker med partnere, som har samme værdier i forhold til design og kvalitet. Jeg synes også, det er virkelig spændende at gå sammen med en så stærk kvindelig artist som FVN,” siger Vibe Harsløf i en pressemeddelelse om samarbejdet, der er faciliteret af det unge reklamebureau We’re Not in Kansas Anymore, som blandt andet specialiserer sig indenfor NFT’er og Web3.

For Magasin bunder deres involvering i projektet derimod i en strategi om at holde det traditionsbundne stormagasin ajour med nye tendenser i branchen. Som e-commerce- og marketingdirektør Lise Bloch Thomsen supplerer:

“Magasin har en lang og stolt historie, men en af vores fornemmeste opgaver er, at forblive interessante og relevante for vores kunder. Med lanceringen af NFT’en får vi mulighed for at tilbyde vores kunder en helt særlig og anderledes oplevelse af os som stormagasin, der samtidig er helt i tråd med Magasins DNA, hvor mode, musik og oplevelser går hånd i hånd.”

Det nye smykke og medfølgende NFT lanceres den 2. marts 2023 i Magasin, hvor FVN vil optræde.