Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK AW23, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Munthe holdt igen med farverne – og gav den gas alle andre steder

Ned af catwalken sendte Naja Munthe i dag en lidt mere afdæmpet farveskala, alskens overtøj og en styling, der glimtede om kap med det bølgeskvulpende spejlgulv.
Ned af catwalken sendte Naja Munthe i dag en lidt mere afdæmpet farveskala, alskens overtøj og en styling, der glimtede om kap med det bølgeskvulpende spejlgulv.

Munthe, torsdag den 2. februar 2023 klokken 10.00

Det var heldigt, at vejrguderne her til morgen for en sjælden gangs skyld forbarmede sig over os i denne ellers vådeste vinter længe. For til Munthes AW23-show – som blev holdt i brandets nye, imponerende hovedkontor i Kuglegården på Refshaleøen – var catwalken i det flere kilometerlange rum (sådan føltes det i hvert fald) oppe under taget markeret med ét langt spejltæppe, som fik solen til at danse og gulvet til at glitre som bølger i vand. Og på den måde var scenen sådan set sat meget godt til den kollektion, Naja Munthe har støbt sammen til den kommende efterår- og vintersæson. En sæson, der ifølge hende skal tilbringes i (sjældne) afdæmpede farver af beige, brunrosa, sølv, sort og hvid. Tilført enkelte strejf af blå og nuancer af grøn. Materialer som læder og klassisk denim og bløde bamsefrakker skal holde os varme over delikate jerseykjoler med cut outs, skjorter med transparent, nittet ryg, kaftan-inspirerede silkekjoler og helt enkle jakkesæt i meleret musegrå.

Showets første looks var også nogle af de bedste – flere styles lavet i et ultrafeminint brokademønster af blomster, der foldede sig ud over tekstilet, som var det en rosenbusk op ad en husmur. Skabt i beige, koksgrå, gråhvid og støvet bonderosa i form af både kort og lang frakke, vidde bukser og lårkort kjole med pufærmer. Delikat i sin afdæmpethed og berettiget i sit tydeligt gedigne håndværk. Efterfulgt af en lys, frynset frakke, rødbrun denim, en blomstret dunjakke i blå, grøn, sort og hvid – hvoraf den sidste afslørede Naja Munthes inspirationskilde til kollektionen, som endnu en gang er fundet i kunstverdenen. Denne gang i den amerikanske kunstner Georgia Totto O’Keeffe, der især var kendt for sine malerier af blomster i helt close up, så det nærmest blev en abstraktion.

Men selvom printet generelt var – som vi kender Munthe – i centrum, var det i dag både mere begrænset og i en lidt mere diskret farveskala. En udvikling, som måske ærgrer nogle, ja, men som unægtelig også må åbne kollektionen op for et lidt større publikum, end vi har set de sidste par sæsoner.

På samme måde har Munthe tidligere været kendt for sin hang til logoer – og mange af dem – og der er da heller ikke nogen til dette show, der kan være i tvivl om, at Munthe står bag. Men det var skruet mere ned og kun enkelte tasker og bælter afslørede det navn, vi kender så godt. Hvor der dog ikke var skruet ned, var stylingen, der helt i Najas ånd var efter devisen more is more. Med taljebælter, logotasker og nittede balaclava-huer. Detaljer som aftagelige ærmer og bukseben med synlige knapper. Baglommer, der på jeans var syet på foran. Similisten-jeans og corsage-toppe. En sølvbroche, som gik igen på både kjoler, tasker, sko og alle andre steder, de kunne hæftes fast. Og det var da også gennemtænkt, som altid, men for at være helt ærlig – og det skal jeg jo – havde ti procent mindre også været helt tilpas.

Se hele kollektionen her