“Jeg plejede at tænke, at mit tøj skulle have et budskab"
Alectra Rothschild arbejder ud fra et kreativt community, hvor især transpersoner er i centrum, og hvor kollektionerne emmer af både glam og forfald. I næste uge er hun aktuel med en præsentation som Copenhagen Fashion Weeks 'one to watch'.“Flamboyant, maksimalistisk, glamourøst og i en eller anden forstand lidt forfaldent…” det er de ord, Alectra Rothschild selv bruger, når hun skal beskrive sit brand – eller label, som hun kalder det.
“Hvis man tænker på en eller anden flot victoriansk frakke, som har ligget i forfald i 30 år… det er dér, jeg synes, det bliver spændende. Meget mere spændende end det helt mint-friske og perfekte,” forklarer hun videre, da jeg besøger hende i studiet på Nørrebro et par uger inden modeugen.
Alligevel emmer alt fred og ro i det lille kælderværksted. Alectra Rothschild har netop færdiggjort optagelserne til den video, som hun skal vise ved sin præsentation under Copenhagen Fashion Week. Her er hun nemlig blevet udnævnt til ’one to watch’. En titel, modeugen som noget nyt og som en del af deres CFWNEWTALENT-program hver sæson tildeler et ungt talent, man – som titlen antyder – bør holde øje med.
One to watch, men ikke uopdaget
At Alectra Rothschild er udnævnt ‘one to watch’, betyder dog ikke, at hun er hverken ukendt eller mangler anerkendelse fra den danske eller internationale modepresse. Ved sommerens modeuge skrev Fashion Forums anmelder, Martin Mitchell, blandt andet om mødet med hendes afgangskollektion:
“Det var en maksimalistisk eksplosion af upcyclede materialer og kompleks zero-waste mønsterkonstruktion, som lokkede og snød øjet konstant med nye overdådige detaljer og manipulation af materialer.”
På samme måde blev Alectra Rothschild fremhævet af i-D Magazine som én af de allerbedste oplevelser under Copenhagen Fashion Week SS23, ligesom hendes designs er blevet brugt på forsiden af Vogue CS, og hun har lavet scenetøj til blandt andre Mø og Jada. Og når man træder ind i det lille værksted – som i sig selv måske ikke oser af storhed – og vender blikket mod tøjet på bøjlestangen, så bliver det da også tydeligt, at det her er noget særligt.
Her mødes man af flæser, snører, volanter og rynkedetaljer sat sammen i et patchwork af alle de deadstock-materialer, hjertet kan begære. Og her kommer både hendes baggrund som skrædder og tidligere praktikpladser hos blandt andre Iris van Herpen og Anne Sofie Madsen virkelig til udtryk. Alectra Rothschild blev først uddannet skrædder fra Next i Ishøj og har efterfølgende taget en BA ved Beckmans College of Design i Sverige, der førte hende til en praktikplads og derefter sit første job som junior designer under Casey Cadwallander hos Mugler. En stilling, hun besad i et år, inden hun tog en MA ved Central Saint Martins i London og videre til kandidatprogrammet ‘Fashion and sustainability’ ved Det Kongelige Akademi, som hun færdiggjorde i sommer.
“Da jeg kom i praktik hos Iris van Herpen, var jeg meget regelrytteragtig i forhold til håndværket, fordi jeg kom lige fra skrædderuddannelsen. Og jeg tænkte, at alt skulle være gjort på den helt rigtige måde, ellers var det ikke i orden. Ellers var det shit quality. Men hos Iris van Herpen var jeg tvunget til at bryde med det, for de teknikker, vi skulle bruge for at få kjolerne til at fungere, var ikke konventionelle overhovedet. Og det viste mig, at man godt kan lave ting, som er fantastiske, uden at det er gjort efter bogen.”
Hos Mugler lærte Alectra Rothschild ligeledes en masse om formgivning – men i særlig grad også om kollektionsopbygning og strukturering. Noget, hun har taget med sig i sin egen virksomhed i dag:
“Hos Mugler var det første gang, jeg var med til at opbygge en hel kollektion i en hel anden skala, end jeg ellers havde været vant til gennem uddannelsen. Hos Mugler arbejdede vi jo med et line-up på minimum 25 looks. Så jeg lærte, hvordan man opbygger og strukturerer, har kontrol over og skaber sammenhæng mellem så mange pieces på én gang. Og det kan jeg i dén grad bruge nu, hvor jeg er for mig selv,” fortæller hun og tilføjer:
“Min nye kollektion er den største, jeg har lavet selv, så jeg har brugt de evner derfra til at strukturere, lave boards… ja, hele processen kan jeg bruge nu. I den nye kollektion er der 18 looks, så det er rigtig meget at holde styr på alene, og derfor er det godt, at jeg har lært at strukturere det.”
Udspringer af et community
“Min praksis er baseret på det community, jeg kommer fra. Så det er skabt for queer mennesker, men det udelukker ikke nogen. Jeg centraliserer især transpersoner i alle afskygninger,” fortæller Alectra Rothschild, da snakken senere falder på, hvem hun skaber tøj til.
“Jeg plejede at tænke, at mit tøj skulle have et budskab, men det gør jeg ikke længere. Jeg synes, at tøj er tøj. Jo, det er kodet med alle mulige forskellige ting, men jeg synes, at det er et meget hæmmende sted at arbejde fra. Når jeg arbejder rent teknisk, så forholder jeg mig meget mere til den performativitet, som tøjet giver, og hvordan folk har det på,” fortsætter hun.
I dag er Alectra Rothschilds tøj hovedsagligt skabt til at bevæge sig i. Det er skabt til performance og til at blive set. Til at føle sig glad og fri og selvsikker i. Og det er også det, der kommer til udtryk i den video, hun vil præsentere under modeugen.
“Det som folk sagde, da de fik tøjet på, var, at de følte sig enormt glam, og det fik dem til at bevæge sig på en anden måde, hvilket jeg synes er mega fedt. Man kunne se en transformation på en eller anden måde, da de fik tøjet på. Det var meget ‘feel the fantasy’-agtigt,” fortæller hun om optagelserne til videoen, som er produceret af det kreative bureau inter.agcy.
“Videoen er filmet i et blackbox studio, så det er bare et mørkt space og et ret simpelt setup. Det er kollektionen og modellerne, deres følelser, og hvem de er, der er omdrejningspunktet.”
Modellerne er et blandet cast af Alectra Rothschilds venner – både nogle af dem, hun brugte til sommermodeugens afgangsshow, og nogle nye ansigter. Det er en blanding af musikere, modeller, performere, kunstnere, kuratorer og DJ’s. De er alle del af samme kreative community som Alectra Rothschild selv, hvor alle støtter og hjælper hinanden frem på kryds og tværs.
“Det er et community. Jeg ville ikke kunne lave det her, hvis ikke jeg havde de mennesker omkring mig, som jeg har. Jeg føler mig meget blessed i den forstand,” afslutter hun.
Alectra Rothschild / Masculina præsenterer sin video og kollektion i udstillingslokalet inter.pblc på Hamletsgade 6. Der er åbent torsdag den 2. februar og fredag den 3. februar. Begge dage kl. 10-18.