The Royal Danish Academy, The Basement, torsdag den 11. august 2022 kl. 09.30

Det er et sårbart øjeblik, når vi får lov til at få et indblik i den næste generation af designeres ønsker, udfordringer og kreative potentialer, som man gør til et skoleshow. Nu skal de til at finde deres egen plads i en branche, mange af dem har et ambivalent forhold til. Men før de skal det, har vi været så heldige at se dem i deres reneste udtryk.

Denne årgang er, måske mere end tidligere på Det Kongelige Akademi, blevet presset til, ikke kun at finde deres egen designmæssige selv, men også forholde sig til deres plads i modens skadelige økosystem. For hvordan er man designer i en verden, der er udfordret af flere samtidige globale kriser? Man starter med at have noget på hjerte.

Som brasilianske Serena Coelho, der inviterede os helt ind i sin egen transition, hvor elementer, overflader og strukturer var sat sammen på ny for at danne nye hybride kropslige udtryk. Allersmukkest så det ud i en nærmest Iris Van Herpen-agtig skulpturel top i, hvad der ligner støbt plastik, som på én og samme tid er fast og blød i udtrykket.

Serena Coelho

Også Alectra Rothschild udforskede hybriditet. Hendes kollektion var en hyldest til transkulturen. Det var en maksimalistisk eksplosion af upcyclede materialer og kompleks zero-waste mønsterkonstruktion, som lokkede og snød øjet konstant med nye overdådige detaljer og manipulation af materialer.

Alectra Rothschild

Generelt var kollektionerne en masterclass i materialeforståelse og -manipulation. Det så man hos Emma Rohde, der havde skabt dragende overflader, især med flæseteknikker, der var parret med asymmetriske mønsterkonstruktioner.

Emma Rohde

Og hos Marie-Louise Guldbæk Andersen, der ligefrem havde dedikeret sin kollektion til at udfordre håndværket med intrikate detaljer, som virkelig fortjener at blive undersøgt i detaljen. Det er høj, høj klasse og raffinement.

Marie-Louise Guldbæk Andersen

Det samme fortjener Maibritt Marjunardóttirs tekstiludforskninger, der udfordrer, hvordan strik kan se ud i forening med en menneskekrop. Og Lydia Vermaat-Wallin, der på smuk vis viste sin håndværksmæssige kunnen via håndlavede rebkreationer, der svøbte sig om modellernes kroppe og fungerede som tasker eller som sko i orange og gule pangfarver.

Maibritt Marjunardóttirs

 

Lydia Vermaat-Wallin

I den, på overfladen, mere simple ende finder man Caoimhe Dowling, der via inspiration fra nogle af historiens protestbevægelser udfordrede mange af de klassiske sartorielle koder. Et højdepunkt var den sarte broderi anglaise, der optrådte på et fuldt denimsæt.

Caoimhe Dowling

Der var også interessante koncepter fra en mere observatorisk kant. Jonas Theede var for eksempel inspireret af de langsommelige minisamfund og de skæve eksistenser, der lever meget af deres liv på de danske bodegaer, som vi kan lære af. Her blev skævheden bogstavelig talt syet ind i tøjet, så nogle forholdsvis klassiske former blev udfordret af en naiv uperfekthed.

Jonas Theede

Nanna Isabell Mesick havde gennem garderobestudier undersøgt tildækkethed som en del af det at være kvinde. På catwalken resulterede det i spændende eksempler på tildækkede eller blottede kroppe. Betty Norling havde også undersøgt det feminine og brugt sin egen forestillede feminitet og kontrasteret den med en lille piges. Normer op imod legesyghed, der tog sig bedst ud i en sølvtop, der lignede formet folie stylet med mere traditionelle bukser.

Nanna Isabell Mesick

 

Betty Norling

Min anmeldelse kunne have været ti gange længere, for hver eneste af designerne fortjener deres egen anmeldelse for deres unikke perspektiv.

Se hele kollektionen her