Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Global økonomikrise, greenwashing og fluid fashion: Sådan bliver 2023 i modebranchen

Business of Fashion og McKinsey har i denne uge udgivet sin The State of Fashion-rapport for 2023 – og den spår svære tider forude.
Business of Fashion og McKinsey har i denne uge udgivet sin The State of Fashion-rapport for 2023 – og den spår svære tider forude.

Da branchedirektør Nikolai Klausen i sidste uge gæstede podcasten Fashion Forum på lyd, var det med budskabet, at det for modebranchen – og herunder især detailleddet – “bliver hårdt” i det kommende år. At det lige nu er “et spørgsmål om, hvor hurtig man er til at tilpasse sig,” når det kommer til inflation, forbrugertillid, bugnende varelagrene og huslejestigninger.

Og det er hen ad de samme bekymringer, der blandt andet præger den seneste udgivelse af den årlige The State of Fashion-rapport, som Business of Fashion og McKinsey lancerede den 30. november. En rapport, der som altid har til formål at analysere de vilkår, der vil præge den globale modebranche for det kommende år.

For når vi om ikke så længe tager hul på 2023 kigger vi ind i en modebranche, der som helhed står over for nogle hårde udfordringer. En af dem er økonomi. Hvor modeindustriens omsætning i 2021 steg med hele 21 procent i forhold til 2020, er denne positive udvikling blevet bremset i år af nye uforudsete trusler som inflation og krig. Og ifølge analysen, mener 56 procent af ​​modebranchens ledere, at situationen kun bliver værre i 2023. Men der er også – som ligeledes Nikolai Klausen argumenterede det – muligheder i en krise:

“I 2023 vil modeindustrien blive nødt til at forholde sig til, hvad stigende inflation kan betyde for deres forretning og samtidig finde muligheder i skiftende forbrugermønstre, digitale marketingstrategier og deres nuværende produktionstilgange. De modebrands, der effektivt navigerer disse udfordringer næste år, vil være bedre positioneret til at gribe de muligheder, der vil opstå fra fremtidige forbrugertrends,” lyder det i rapporten fra Thomas Smith, der er partner hos McKinsey.

Forbrugerne stiller høje krav – både politisk og klimamæssigt

Udover den globale økonomi, fremhæver rapporten ni andre overordnede temaer, som vil præge 2023. En af dem er greenwashing. Otte ud af ti adspurgte ledere i rapporten pointerer her manglen på industristandarder for evaluering af bæredygtighedsarbejde som en stor udfordring lige nu.

“Det er svært for den enkelte forbruger at forstå, hvilke produkter der reelt set er bæredygtige, da vi ikke har nogen lovgivning eller mærkeordning, der hjælper forbrugeren. Det er formentlig noget, vi kommer til at se ændre sig fremad, for eksempel forventes der ny lovgivning i Frankrig, der kræver, at tøj og tekstiler skal mærkes med en form for bæredygtighedsvurdering. Dette bør naturligvis også hilses velkommen af ​​virksomhederne, forudsat at de tager deres bæredygtighedsarbejde seriøst,” lyder det videre fra Thomas Smith, der også i rapporten har kigget på forbrugertrends, som vil sætte tonen i 2023 – og som modevirksomheder skal forberede sig på.

Det gælder blandt andet fluid fashion, altså udviskningen af køn i moden. Et emne, som også allerede i 2022 har været en del på dagsordenen. Ifølge Business of Fashion og McKinsey, bliver tendensen dog så markant i det kommende år, at modevirksomheder allerede nu bør forvente, at det kommer til at kræve en ændring i alt fra design til marketing og shoppingoplevelser både on- og offline.

Du kan læse hele The State of Fashion 2023 her.