Detailhandlens udfordringer: “Det er et spørgsmål om, hvor hurtig man er til at tilpasse sig”
I det seneste afsnit af Fashion Forum på lyd giver branchedirektør Nikolai Klausen et overblik over de udfordringer, som detailhandlen står overfor og midt i lige nu.“Det bliver hårdt. I hvert fald for butikkerne. Det er helt klart varelagrene og huslejestigningerne, der er de største bekymringer.”
Det fortæller Nikolai Klausen, branchedirektør for Wear, Dansk Detail, Skobranchen.dk og Men’s Fashion World under Dansk Erhverv, i det nyeste afsnit af podcasten Fashion Forum på lyd. Et afsnit, hvor han vurderer detailhandlens udfordringer og fremtidsudsigter.
De fleste lejekontrakter for erhvervslejemål følger nettoprisindekset, som lige nu er over ti procent. Og eftersom lejekontrakterne oftest kun har indskrevet en nedre grænse, men ingen øvre, er der intet loft på mange butikkers huslejestigninger. Dette skyldes, at inflationen har været lav i så mange år, og derfor har man simpelthen ikke tænkt over behovet for en øvre grænse, forklarer Nikolai Klausen. Men der er ifølge ham ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
“Jeg er bekymret på mine medlemmers vegne og detailhandlen generelt. Men når jeg taler med Dansk Erhvervs økonomer, tror jeg også, at Danmark står ret godt økonomisk. Vi er jo ikke på spanden. Og de fleste mener også, at hvis alt går som nu, vil Danmark være ude af det værste i løbet af 2023,” siger han og understreger samtidig, at han godt forstår, hvis det lige nu kan være svært at bevare optimismen ude i de danske virksomheder.
Et spørgsmål om tilpasning
Selvom Nikolai Klausen ikke er udelt begejstret for situationen, understreger han også, at det handler om at se muligheder i krisen.
“Det er et spørgsmål om, hvor hurtig man er til at tilpasse sig. Det så vi også under corona, hvor der hele tiden var nogen, der opfandt noget nyt og smart, som de kunne få noget økonomi ud af, så de kom igennem krisen,” fortæller han.
En af de ting, han allerede nu ser, at nogle af butikkerne gør, er let at implementere. Flere vælger at pakke nye varer væk og gemme dem til næste år. Det gælder de mere klassiske items, som ikke nødvendigvis passer bedre til denne vintersæson end den næste. Så har du en sending sorte frakker, marineblå uldtrøjer eller grå bukser, kan det være en fordel at gemme dem til næste år.
“Hvis man har likviditet, er der jo mulighed for at lade være med at sætte varerne på udsalg. Jeg har set flere, som tager helt nye varepartier og slet ikke pakker dem op og hænger dem ud i butikken. De gemmer dem på lageret til næste år,” fortæller han og uddyber, at man dermed allerede nu kan begynde at tilpasse sine vareindkøb til AW23-sæsonen.
“Vi har nok ikke set toppen af krisen, men jeg har heller ikke lyst til at sidde her og være overdeprimeret over det. Vi har været igennem kriser før, både i detailhandlen og hos grossister, og vi skal nok også komme igennem det her, og vi skal nok også komme igennem det uden alt for meget butiksdød,” slutter Nikolai Klausen.
Lyt til det fulde afsnit af Fashion Forum på lyd med Nikolai Klausen, hvor vi også kommer ind på problemet med udsalg, den danske modebranches styrke i udlandet og vigtigheden af at være tæt på sine kunder. Afsnittet kan findes på Spotify og Apple Podcast.