Georg Jensen Damask kaster sig over ny kategori med lanceringen af første tøjkollektion
Georg Jensen Damask har vævet tekstiler til husholdningen siden 1756, men nu vendes et nyt kapitel med tidligere Soft Gallery-stifter Barbara Hvidt i spidsen.Georg Jensen Damask trækker på og eksperimenterer med deres årelange vævetraditioner til husholdningen i deres nyeste satsning – en minikollektion af loungewear til kvinder og børn. Kollektionen er konstrueret i økologisk percalevævet bomuld og facet-mønstret damaskvævet bomuld i jordfarver og dæmpet blå og lys rosa, som opfordrer til at mixe eller matche imellem styles.
Bag virksomhedens første forsøg ud i tøjdesign står Barbara Hvidt, der er tidligere medstifter af børnetøjsmærket Soft Gallery, hvor hun var frem til 2019. Siden maj sidste år har hun været Head Of Design & Product Concepts hos Georg Jensen Damask.
“Vi har skabt en loungewear-kollektion med nyfortolkede klassikere i et moderne og afdæmpet farveunivers, som er en naturlig forlængelse af Georg Jensen Damasks designs til hjemmet. Det er loungewear, man føler sig både smuk og godt tilpas i – dag og nat,” fortæller hun i en pressemeddelelse.
Georg Jensen Damask opruster generelt i blandt andet det kreative team. Ved siden af Barbara Hvidt er Michael Nygaard blevet ansat som Creative Director i juni i år. Han har tidligere været henholdsvis Creative Lead hos Georg Jensen og Art Director hos Normann Copenhagen. Derudover er Line Blomqvist, der blandt andet har været hos Group 88 og de sidste fire år hos Fritz Hansen, samme tid blevet ansat som Brand Marketing Director.
Den nye kollektion forhandles i Georg Jensen Damasks fire danske butikker samt online.