Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS23, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Saks Potts spredte guld over Kongens Nytorv

Man var ikke i tvivl om hverken seriøsitet, impact eller format, da Saks Potts holdt eftermiddagens mest imponerende show på Kongens Nytorv i København.
Man var ikke i tvivl om hverken seriøsitet, impact eller format, da Saks Potts holdt eftermiddagens mest imponerende show på Kongens Nytorv i København.

Saks Potts, Kongens Nytorv, torsdag den 11. august 2022 klokken 15.30

At Saks Potts er blevet et seriøst anerkendt brand, viste de to stiftere Cathrine Saks og Barbara Potts i dag med fuld udblæsning. Og efter brandets SS23-show sidder man i virkeligheden mest tilbage med en følelse af at have fået den sjældne, fulde pakke; show, kollektion og modelcast.

Lad mig tage det fra en ende af.

De formår virkelig at stable et show på benene, Cathrine og Barbara. Og sådan har det egentlig altid været, når de gennem årene har inviteret begejstrede modeugegæster med i Arne Jacobsens (tidligere) private have, Operaen, Østerbro Stadion og Musikkonservatoriet. For bare at nævne nogle af deres tidligere locations. Men selvom de for længst har sat standarden højt, formåede de alligevel at imponere igen i dag. For det er sgu blæret at lukke nærmest hele Kongens Nytorv for at skabe en stor cirkulær catwalk rundt om krinsen lige der midt i det hele – for slet ikke at tale om vejret, der ikke kunne have været bedre, og den idylliske flok af duer, der lettede lige til showstart og fløj ind over det spændt ventende publikum – som var det bestilt til lejligheden. At det så er lidt svært at være helt elegant med tynde stilethæle på torvets ujævne brosten, er en mindre detalje, som ingen alligevel opdager, når musikken spiller og augustsolen blænder – og en udfordring, de fleste kvinder i København alligevel selv har stået med.

Men det er ikke location det hele, for dagens show viste ligeledes, at Saks Potts også har gjort sig ganske umage med deres kollektion. En kollektion, der fint vendte endnu en side i bogen om de to veninder og deres fælles mærke, som de over de sidste par sæsoner har taget ud på en ny kreativ rejse. En rejse, der først og fremmest har øget spændvidden i deres kollektioner og gjort deres univers en tand mere ’voksent’ og stilrent. Det så man denne gang illustreret blandt andet gennem flere elegante – og alligevel meget Saks Potts’ske – læderlooks, nogle med smuk graduering og andre med store, sølv sejlringe. Lange, fittede nederdele, crisp skjorter og flatterende frakker.

Denne sæson var der dog også plads til leg, især gennem materialer og farver, hvor flere looks – heriblandt både frakker, badedragter og shorts – var skabt i et skinnende, knitrende guldmateriale. Ligesom at der, som en rød tråd i kollektionen, var frynser på både bælter, tasker og tørklæder. Vi så ligeledes – ligesom hos stort set alle andre brands på kalenderen denne sæson – de nye store hits; kædebælter og cargobukser. Og så tror jeg måske, Saks Potts er de eneste, som kan tænke, “lad os lige fyre op for nogle pink pailetter også” i en kollektion af brune, lyserøde, lyseblå og hvide nuancer, og så rent faktisk slippe ganske uproblematisk afsted med det.

Hele herligheden blev vist på en ganske skøn sammensætning af modeller, der bød på navne som Emma Rosenzweig, Caroline Bille Brahe, Mathilde Gøhler, Ana Krãs, Pernille Teisbæk og sågar prinsesse Maria-Olympia af Grækenland og Danmark. Ikke ground breaking, I know, men alligevel med til at understøtte følelsen af at være vidne til et mærke, der for alvor har slået solide rødder i branchen.

Generelt viste dagens show fra Saks Potts, at de fortsat udvikler sig og er ved at finde hen til det brand, de skal være. Og det er ikke en dårlig ting. Tværtimod. Det er lige, som det skal være, når vejen dertil er brolagt med store ambitioner og ægte talent. Og guld, selvfølgelig. Masser af guld.

Se hele kollektionen her