Nyt Saks Potts-regnskab bærer præg af investeringer, men var forventet
Saks Potts står midt i en re-positionering, der skal gøre brandet endnu mere konkurrencedygtigt internationalt, fortæller CEO Josefine Laigaard.Både 2019 og 2020 resulterede i rekordregnskaber hos Saks Potts, der især har brugt de sidste år på at styrke tilstedeværelsen af brandet internationalt. Men anderledes ser det ud i regnskabet for 2021. Her er bruttofortjenesten faldet fra 6,3 millioner kroner i 2020 til 3,9 millioner i 2021. Årets resultat er ligeledes nedadgående og landede på 338.465 kroner mod 2,7 millioner i sidste års regnskab.
En udvikling, der dog var fuldt ud forventet, fortæller CEO Josefine Laigaard, da vi spørger hende til resultaterne:
“Toplinen er vokset siden versus 2020, hvilket er positivt. Udover de kedelige kendsgerninger som Covid, øget fragt og så videre i 2021, der sætter sit aftryk, har Saks Potts investeret i en rigtig spændende og relevant re-positionering, der på lang sigt skal være med til at gøre Saks Potts endnu mere relevant og konkurrencedygtig på en international skala,” fortæller Josefine Laigaard, der satte sig i direktørstolen som brandets første eksterne CEO og medejer for bare et par måneder siden. Hun tilføjer:
“Den slags kræver både tid, ressourcer og tålmodighed for at manifestere sig – især i det segment som Saks Potts er i, new luxury.”
Til spørgsmålet om, hvad næste skridt er for hende i sin nye rolle som administrerende direktør, er svaret kort og tydeligt:
“Det er klart at sikre fortsat vækst. Vi går et spændende år i møde, mere kan jeg ikke sige lige nu.”
Meget tyder da også på, at Saks Potts lige nu har internationalt momentum og stort potentiale til at vokse yderligere i udlandet. I maj, kun få dage efter udnævnelsen af deres nye CEO og medejer, fandt Cathrine Saks og Barbara Potts og deres fælles brand nemlig vej til listen ‘Forbes 30 Under 30 Europe 2022’ i kategorien Art & Culture. En liste, der hvert år udpeger de mest indflydelsesrige unge talenter fra hele verden.
LÆS OGSÅ:
Saks Potts fortsætter udviklingen: Udpeger ny CEO og medejer