Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Saks Potts lander på Forbes’ europæiske ’30 under 30′-liste

Det amerikanske erhvervsmagasin, der hvert år udpeger de mest indflydelsesrige unge talenter fra hele verden, har endnu en gang et godt øje til Cathrine Saks og Barbara Potts.
Det amerikanske erhvervsmagasin, der hvert år udpeger de mest indflydelsesrige unge talenter fra hele verden, har endnu en gang et godt øje til Cathrine Saks og Barbara Potts.

Alle øjne er rettet mod Saks Potts. Sådan kan det i hvert fald synes lige nu. Det er ikke mere end et par dage siden, at Saks Potts-stifterne Cathrine Saks og Barbara Potts tog et stort skridt fremad for deres virksomhed med ansættelsen af deres første eksterne CEO. Og tidligere i år havnede de på Berlingskes Talent 100-liste over unge erhvervstalenter.

Men nu er endnu et stort skridt taget og anerkendelse opnået. De to designere og deres fælles brand har nemlig fundet vej til listen Forbes 30 Under 30 Europe 2022 – en liste, der hvert år udpeger de mest indflydelsesrige unge talenter fra hele verden. Selv er duoen at finde i kategorien Art & Culture. Samme kategori som deres branchekollega Emilie Helmstedt var at finde i, da hun cirka samme tid sidste år blev udpeget til samme prestigefyldte liste.

“Dette er et ekstremt stolt øjeblik for os, at få sådan en anerkendelse fra Forbes, som går ud til hele vores team, der er grunden til at dette overhovedet er gået i opfyldelse for Saks Potts. Vi startede, da vi var meget unge, og det føles fantastisk nu at blive internationalt anerkendt for vores indsats – og vi er glade for, at vi kan give denne anerkendelse videre til vores partnere og kunder også. Vi er virkelig beærede og ydmyge, og vi lover at fortsætte med at leve op til anerkendelsen,” lyder det fra de to stiftere.

Det er dog ikke første gang, at det amerikanske erhvervsmagasin viser, at de har et godt øje til Saks Potts. I 2019 blev brandet – sammen med Rotate – udnævnt på mediets ’brands to watch’-liste. En liste, der fremhævede 13 forskellige modevirksomheder, som de mente, man skulle holde øje med det år. I begrundelsen for, hvorfor brandet i år er røget på deres ’30 under 30’-liste, skriver de:

“Direkte fra gymnasiet grundlagde den danske duo tøjmærket Saks Potts i 2013. Med mere end 200.000 Instagram-følgere er deres kollektioner af dametøj blevet båret af stjerner som Beyonce, Rihanna og Lady Gaga. Deres tøj sælges i 15 lande, med distribution via detailhandlere som Selfridges, Louisa via Roma med flere.”