Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Showbrand øger overskud med 3 millioner
Alle nyheder, Indland, Økonomi

Showbrand øger overskud med 3 millioner

Baum und Pferdgarten løfter både top- og bundlinje i nyt årsregnskab og lander et overkud på 18,6 millioner kroner.
Baum und Pferdgarten løfter både top- og bundlinje i nyt årsregnskab og lander et overkud på 18,6 millioner kroner.

Det københavnske showbrand Baum und Pferdgarten havde et par svære år før og under coronakrisen. Sidste år kunne vi skrive om et 2020-regnskab, der viste faldende tal i både top og bund. Men nu viser et nyt årsregnskab for 2021 nye takter. Her vokser Baum und Pferdgarten nemlig på næsten alle nøgletal.

Bruttofortjenesten stiger med mere end seks millioner kroner fra 34,6 millioner i 2020 til 41 millioner i 2021. Resultatet før skat vokser også pænt, nemlig fra 18,4 millioner kroner i 2020 til 22,9 millioner i 2021. Efter skat stiger resultatet med tre millioner kroner og lander på 18,6 millioner kroner i 2021 mod 15,6 millioner kroner året før. Også egenkapitalen er blevet ekstra polstret og går fra 33,4 millioner kroner i 2020 til 35,8 millioner kroner i 2021.

Omend positivt er resultatet en smule mindre end oprindeligt forventet, men i ledelsesberetningen kan man læse, at ledelsen alligevel karakteriser resultatet som tilfredsstillende.

LÆS OGSÅ: ‘Baum und Pferdgarten tog os til månen og tilbage igen’

Det amerikanske marked trækker op

Engrossalg er Baum Und Pferdgartens vigtigste salgskanal, og Baum Und Pferdgarten A/S både ejer og driver datterselskaber i USA og England og har en filial i Norge. Og det er særligt brandets tilstedeværelse på det amerikanske marked, der har løftet resultatet.

“I henhold til ledelsens strategiske udviklingsplan er andelen af engrossalg uden for Skandinavien stigende, hvor det amerikanske marked er et af Baum Und Pferdgartens væsentligste markeder,” skriver ledelsen i sin kommentar til regnskabet.

Investeringer i og udvikling af egen webshop har også fyldt meget i 2021. Det har medført, at salgskanalen igen i 2021 har realiseret den forventede omsætningsvækst.

I 2022 vil ledelsen investere yderligere i brandet, dets engrosmarkeder og Baum und Pferdgartens egen webshop, hvilket får ledelsen til at forvente et næste årsregnskab med fortsat vækst i omsætningen.

Rabens Saloner har vendt underskud til overskud i nyt årsregnskab