Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Rabens Saloner har vendt underskud til overskud i nyt årsregnskab

Nye tiltag og øget efterspørgsel har sat et positivt aftryk på regnskabet for Rabens Saloner.
Nye tiltag og øget efterspørgsel har sat et positivt aftryk på regnskabet for Rabens Saloner.

Med nye tiltag og et skiftet fokus har Rabens Saloner fået vendt sidste års underskud på omkring 1,2 millioner kroner til et overskud på omkring 2,5 millioner kroner. Dette fremgår af deres netop offentliggjorte regnskab. I ledelsesrapporten kan det læses, at overskuddet blandt andet skyldes de spæde effekter af virksomhedens digitale og grønne omstilling og en generel stigende efterspørgsel i branchen.

Omstillingen hos Rabens Saloner er udmundet i en strammere kollektionsstruktur med flere kategorier med et bæredygtigt fokus, deres noos-linje og en mere sæsonsvarende kollektionsudsendelse. Desuden har Rabens Saloner øget sit fokus på PR og shows, hvilket blandt andet kan ses med fastansættelsen af Tina Svoldgaard i begyndelsen af 2022, der nu, sammen med Majbritt Assentorp, står i spidsen for brandets PR .

De nye tiltag kan altså ses i regnskabet, hvor bruttofortjenesten har fået et godt nyk opad fra 19 millioner kroner i 2020 til 28 millioner kroner i 2021. Ifølge ledelsesrapporten har virksomheden ikke været synderligt ramt af corona-relaterede nedlukninger, hvilket altså har hjulpet på det pæne resultat. Og det smitter af på hele regnskabet, hvor blandt andet egenkapitalen er steget fra omkring 10 millioner kroner til lige knap 13 millioner kroner.

“Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende, de usædvanlige forhold taget i betragtning,” sluttes det i ledelsesrapporten.