Han Kjøbenhavn spredte sit mørke i Milano
På den italienske AW22-modeuge præsenterede Han Kjøbenhavn en herretøjskollektion, der er en fortsættelse af brandets dystre fortælling. Men denne gang er der efterladt en sprække, hvor lyset kan komme ind.Herreudgaven af Milano Fashion Week et netop afsluttet, og det var en modeuge, der som sædvanlig bød på en showkalender spækket med italienske stjernebrands som Dolce & Gabbana, Fendi og Prada, men også danske Han Kjøbenhavn var med på kalenderen – igen.
Det er nemlig ikke første gang, men faktisk femte gang i træk, at det københavnske brand er med på herreudgaven af den prestigefyldte modeuge. Seneste gang var i juni måned, da Han Kjøbenhavn viste sin SS22-kollektion, ‘Staying on the Moon’, der med abnorme silhuetter og makabre looks var en hyldest til det uperfekte og det ukendte.
I mandags viste brandet så sin AW22-kollektion til herrer – igen som en showfilm, da Milano Fashion Week endnu engang er gået helt digital på grund af Covid19-situationen i Italien.
Det er en kollektion med skarpe kontraster. Med greb fra gysergenren en masse præsenterer den sort-hvide, film noir-inspirerede showfilm, ‘Sculpting Darkness’, lige linjer og stramt design kombineret med voluminøse silhuetter, der understreger den fortsatte kreative retning. Igen er et dystert mørke en drivende inspirationskilde bag kollektionen.
“Mørke vækker følelser. Og så handler det om at forme disse følelser til fascinerende og interessante genstande,” siger Jannik Wikkelsø Davidsen, creative director for Han Kjøbenhavn, om den nye kollektion.
Den er domineret af materialer som faux fur og sort læder, og kombineret med 3D-designede titaniumdetaljer styres de tunge materialer og mørke toner elegant ind i Han Kjøbenhavns science fiction-fortælling. Men måske der også er blevet plads til håb i det ellers dystopiske univers. For showfilmen har i modsætning til tidligere shows en anden lethed over sig. Kollektionen er badet i lys, og det skaber en rolig skønhed i mørket.
Det er den danske fotograf og instruktør Casper Sejersen, der har skudt den digitale præsentation akkompagneret af en række sort-hvide stillbilleder. Stylist Noah Kanber har klædt model Charles Edouard på, mens Kalle Eklund har lavet hår, og Trine Skjøth har stået for make-up. Endnu engang har Isak Berstuk komponeret original musik.
På næstkommende Milano Fashion Week, der afholdes i slutningen af februar måned, vil Han Kjøbenhavn præsentere en kvindekollektion som et fysisk show.
Her kan du se filmen ‘Sculpting Darkness’, og nedenfor kan du se udvalgte looks fra kollektionen.