Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Et kig indenfor: Han Kjøbenhavn
ET KIG INDENFOR

Et kig indenfor: Han Kjøbenhavn

Med en ny og levende butik – en forlængelse af brandets dystre science fiction-univers – inviterer Han Kjøbenhavn kunden ind i et dynamisk og visuelt miljø med overraskende elementer.
Med en ny og levende butik – en forlængelse af brandets dystre science fiction-univers – inviterer Han Kjøbenhavn kunden ind i et dynamisk og visuelt miljø med overraskende elementer.

I Pilestræde nummer 30’s store butiksvinduer omsluttet af kampesten kunne man førhen spejle sig i Georg Jensens sølv og se på Le Creusets farverige potter og pander. Men nu er adressen overtaget af det mere dystre Han Kjøbenhavn, og vinduerne af sorte silhuetter og monstrøse kreationer fra brandets SS22-show, der blev vist under Copenhagenhagen Fashion Week i august måned.

I december flyttede det københavnske brand ind i de nye lokaler i Pilestræde i København, kun lige rundt om hjørnet fra Vognmagergade, hvor den gamle og mere klassiske flagship-forretning lå. Den er nu lukket.

På den anden side af butiksvinduerne er rummet stringent og industrielt designet i grå, kolde toner og i materialer som beton og stål. Med projektorer er butikkens vægge forvandlet til visuelle udstillinger, der lever og bevæger sig. De er foranderlige og omslutter beskueren hele vejen rundt i butikken. Ét besøg kan byde på en gysergrå kornmark, et andet på et flammehav af et inferno.

Han Kjøbenhavn sigter mod international anerkendelse med en mørk og dystopisk historiefortælling om at være anderledes og bevæge sig uden for samfundets normer, og det er i dét lys, at den nye butik skal ses. Det er tydeligt, at brandet med den nye forretning vil mere end at sælge tøj. Det er et showroom og et sted, hvor man fysisk bliver inviteret indenfor i fortællingens science fiction-univers.

Ifølge Han Kjøbenhavns administrerende direktør, Daniel Søndergaard Hummel, skal det nye detailkoncept være med til at skabe ærlige og personlige historier, følelser og oplevelser, som kunden gerne vil være en del af. I stedet for nyheder skal rummet invitere til et dynamisk og visuelt miljø med overraskende elementer.

“Fysisk detailhandel er nødt til at udvikle sig for at forblive relevant for folk. Vi er et sted, hvor vi føler, at tiden er inde til at skabe forandring og en ny måde at opleve fysisk detailhandel på. Vores fokus har været at skabe et rum, der er i stand til at ændre sig, og som løbende kan skabe forskellige følelser og oplevelser,” siger han.

Den nye butik skal derfor heller ikke på klassisk vis fokusere på salg per kvadratmeter, men derimod på den oplevelse og den følelse, kunderne får, når de træder ind ad døren. Så selv hvis man ikke skal købe noget, er der god grund til at kigge forbi. Oplevelsen er i hvert fald et besøg værd.

Pilestræde 30, 1112 København K

Et kig indenfor: Another Aspect