Flere muskler til forbrugernes grønne vagthund
Med en ny finanslovsaftale for 2022 vil regeringen og dens støttepartier tilføre flere midler til Forbrugerombudsmanden, så myndigheden kan behandle flere sager om greenwashing.‘100 procent bæredygtigt’, ‘klimavenligt’ og ‘responsibly made’. De luftige buzzwords og grønne klimaanprisninger anvendes flittigt i en tid, hvor forbrugere i stigende grad ønsker at træffe grønne valg.
Forbrugerrådet Tænk kalder det greenwashing og har tidligere på året anmeldt fem modeforhandlere til Forbrugerombudsmanden for vildledende grøn markedsføring, og forleden kom Enhedslisten – midt i finanslovsforhandlingerne – med et udspil, der netop vil gøre op med greenwashing.
Nu er finanslovsaftalen for 2022 på plads, og selvom Enhedslisten ikke kom igennem med hele udspillet, så blev et centralt punkt indført: nemlig at give Forbrugerombudsmanden flere muskler, hvilket regeringens andet støtteparti SF også har foreslået tidligere. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden vil få tilført 28 millioner kroner mere over de næste fire år. “Vigtigt for den grønne omstilling,” mener forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
“Som forbrugere kan vi drive den grønne omstilling fremad, hvis vi køber produkter, der er mindre skadelige for miljø og klima end andre produkter. Det vurderer forbrugerne ud fra den markedsføring, som virksomheder laver om produkter. Derfor er det væsentligt, at vi som forbrugere har tillid til markedsføringen, for så tillægger vi den betydning. Men hvis vi omvendt kan konstatere, at markedsføringen ikke er korrekt, så mister vi tilliden,” fortsætter hun.
Forbrugerombudsmanden har tidligere meldt ud, at myndigheden ikke har tilstrækkeligt med ressourcer til at behandle det stigende antal sager, der er på området. Men med de nye midler er der tale om en forøgelse af bevillingen på 30 procent.
“Det betyder, at vi vil kunne ansætte flere medarbejdere til at behandle flere sager,” siger Christina Toftegaard Nielsen.
“Det i sig selv skulle gerne kunne påvirke virksomhedernes markedsføring, således at den forbrugerbeskyttende lovgivning i videre omfang bliver overholdt, ikke mindst i forhold til miljø- og klimaanprisninger.”
Hjælp til virksomheder på vej
I denne artikel problematiserer brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, at de nuværende retningslinjer om grøn markedsføring er for komplicerede for mange virksomheder at forstå. Men det afviser forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
“Reglerne er for mig at se enkle, nemlig at man ikke må vildlede, at det, man kommunikerer, skal være rigtigt, og at man skal kunne dokumentere faktiske forhold. Men lovgivningen kan være svær at læse,” siger hun og lover derfor, at hjælp allerede er på vej til virksomhederne.
Forbrugerombudsmanden har en ny kvikguide under udarbejdelse, som forventes offentliggjort inden jul, og med de nye midler vil der også blive plads til at bruge ressourcer på at holde oplæg for virksomheder for at informere om lovgivningen, lyder det.
“De tiltag skal netop være med til at hjælpe virksomheder til at overholde lovgivningen på området,” siger hun.
Du kan læse Forbrugerombudsmandens allerede eksisterende vejledning ‘Brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføringen’ her.