Skjorter, strik og frakker til pænt og praktisk brug i sportslige materialer skåret i klassiske snit. Det er et tidløst look sammen med en performativ funktionalitet, der definerer Berner Kühl-brandets design. En identitet, som er formet af designerens eget liv. Han blev uddannet fra Polimoda i Italien i 2019 og grundlagde sit københavnske herretøjsbrand samme år for at lave noget, som er “ærligt og kommer indefra”. Under sin uddannelse var han inspireret af outfits, han så i National Geographic-magasiner, der gik tilbage til 50’erne – dengang Mount Everest blev besteget første gang af datidens ekstremsportsudøvere. I dag er det stadig i fortiden, at han hovedsageligt finder sin inspiration, når han ene mand skaber sine to kollektioner om året. De forhandles i butikker som Goods, Strøm og Nørgaard Paa Strøget i København. Lige nu er han travl med sin fjerde kollektion i eget navn, der vil blive vist under Copenhagen Fashion Week. Mød et af modebranchens nye talenter: Frederik Berner Kühl.

Portræt af Frederik Berner Kühl

Hvem laver du tøj til?

“Jeg laver tøj til mig selv. Jeg er født i Vestjylland, men flyttede til København som 11-årig. Det afspejler sig i mit tøj, der ikke må larme for meget, men heller ikke må være for kedeligt. Jeg har dyrket meget sport, hvor det vigtigste i forhold til tøjet, er dets funktionalitet, men jeg har også gået på en italiensk modeskole med klassiske dyder som tidløst design og godt håndværk – mine design skal rumme begge dele. Hvis jeg rammer den balance, så rammer jeg også en stor gruppe mennesker.

Hvordan arbejder du?

“Jeg starter altid med at bygge en line architecture – at bygge linjen og kollektionen op, så jeg har overblik over, hvor mange bukser og jakker jeg skal bruge. Så begynder jeg at tage udgangspunkt i stoffet. Jeg bruger meget tid ude hos mine leverandører på fabrikkerne – de er mit hold. Jeg tager derned, så ofte jeg kan, for det er dem, der ved mest om, hvad jeg arbejder med. Jeg går ofte først igang med tegne og skitsere, når jeg har stoffet, fordi ud af stoffet kommer der en masse idéer. Falder det tungt eller let? Derefter laver jeg prototyper og tager lidt fra og lægger lidt til igen. Der er en begrænsing ved herretøj, jeg godt kan lide. Man skal fylde en firkant ud, måske kan man bryde den en smule. Jeg nørder ofte ekstrameget med lynlåse og knapper.”

Berner Kühls SS22-kollektion

Hvad synes du, er det mest interessante ved modebranchen lige nu?

“I lang tid talte vi om, at der skulle ske noget, at vi skulle være bedre i forhold til bæredygtighed, diversitet og den slags. Jeg føler, at det først er nu, der kommer handling bag ordene. Der kommer en ny garde af mennesker, som er vokset op med et andet verdenssyn. Det ligger mere naturligt til de nye designere, der har fået det indlært fra begyndelsen. Mange af de ældre skal først til at omstille sig og aflære gamle vaner.”

Hvordan vil du bidrage til dansk mode?

“Jeg arbejder meget produktnært og bringer nok snarere noget gammelt, som vi måske har glemt, til bordet. Jeg vil gerne minde folk om, hvad mode skal kunne. Det skal inspirere og afspejle et samfund i forandring og være produkter, som folk higer efter og gerne vil have hængende i skabet i lang tid. Længe har mode været druknet i logoer, merchandising og alt det, der ligger rundt om et produkt. Jeg vil gerne inspirere og udfordre, hvad herretøj kan. Det er der masser af i forhold til kvindetøj, men normerne for herretøj trænger til at blive sat på prøve.”

Berner Kühl viser sit næste show torsdag den 12. august under Copenhagen Fashion Week.

Nikolaj Storm: “Mit mål er, at folk tør bruge farver med selvtillid”