Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Populært dansk børnetøjsmærke certificeres i Patagonias liga

Mini a Ture, der har brugt coronatiden på at gå i dybden med sin bæredygtige strategi, er nu blevet certificeret med den højeste internationale standard indenfor virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed.
Mini a Ture, der har brugt coronatiden på at gå i dybden med sin bæredygtige strategi, er nu blevet certificeret med den højeste internationale standard indenfor virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed.

Da vi i februar talte med Signe Tholstrup, CEO i MAT Aps, der står bag Mini A Ture, var det for at gøre status over de tiltag, som pandemien havde ført med sig. Herunder, som et led i brandets ønske om at arbejde så forsvarligt som muligt, at ansøge om en B Corp-certificering – en certificering, brandet nu har opnået.

Og hvorfor er netop denne certificering så eftertragtet? B Corp-certificeringen er den højeste internationale standard inden for virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed, og ved at blive certificeret her viser man som brand og arbejdsplads, at man udviser en ekstraordinær grad af ansvar og gennemsigtighed. Certificeringen er global, og Mini A Ture er ét af verdens første børnetøjsmærker, der får den, og indskriver sig dermed i samme klub som blandt andre Patagonia – og danske Organic Basics.

B Corp er en relativt ny certificering, der arbejder på tværs af erhverv for holistisk at måle en virksomheds totale ansvarlighed og gennemsigtighed, både på produkt og produktion, men også i forhold til medarbejdere og miljøaftryk. Herhjemme har også virksomheder som Skagerak og Letz Sushi ladet sig certificere.

“Med certificeringen har vi opnået international anerkendelse af Mini A Tures overtøj, samtidig med at gør vi en positiv forskel gennem hele værdikæden i forhold til konventionel produktion. Vi har nogle meget klare krav til vores leverandører i forhold til lønninger og arbejdsforhold. Vi accepterer ikke nogle former for skadelige kemikalier, ligesom vi altid benytter de mest mulige bæredygtige materialer fra certificerede leverandører,” fortæller Signe Tholstrup i en pressemeddelelse.