Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Eccos omsætning faldt med 2 milliarder i 2020

Coronapandemien har ramt hårdt hos den danske skogigant, der dog også kom ud af året med øget onlinesalg og rekordhøje investeringer i fremtiden.
Coronapandemien har ramt hårdt hos den danske skogigant, der dog også kom ud af året med øget onlinesalg og rekordhøje investeringer i fremtiden.

Det er kun to år siden, at den nu 57 år gamle skogigant Ecco fremlagde sine bedste resultater nogensinde i forbindelse med årsregnskabet for 2018. Men også hos dem skulle pandemien vise sig at bremse – eller i hvert fald pause – en positiv udvikling. Det viser koncernens nye årsregnskab for 2020, som er kommet ud i dag.

Omsætningen faldt 21 procent, fra 1,36 milliarder euro i 2019 til 1,09 milliarder euro i 2020, svarende til 8,1 milliarder danske kroner mod 10,1 ret før. Endnu værre ser det ud med resultatet før skat. Her stod Ecco tilbage med 330 millioner kroner, hvilket er et fald på 76 procent sammenlignet med de 1,5 milliarder kroner, de realiserede efter 2019.

“Eccos 2020-resultater afspejler de hidtil usete konsekvenser af pandemien, hvilket førte til en midlertidig lukning af de fleste af vores butikker og et fald i vores fortjeneste uden sammenligning. Dog har vores forretningsmodel og organisation endnu engang bevist sin robusthed, hvilket har givet os mulighed for at handle hurtigt i perioder med store ændringer,” lyder det i en pressemeddelelse fra CEO Steen Borgholm.

Han fortæller dog også, at 2020 – på trods af pandemien – alligevel blev et år med store investeringer i fremtiden. Faktisk var investeringssummen i 2020 rekordhøj og løb op på 195 millioner euro. Det gælder blandt andet investeringer i distribution og nye butikker i Mellemøsten og Holland. Derudover blev der også foretaget større investeringer i blandt andet digitale platforme. Og det har givet gevinst. For på trods af det store fald i omsætningen, var der også områder, hvor Ecco voksede i løbet af året – netop online. Ligesom mange andre oplevede koncernen nemlig et styrket websalg i takt med den lukkede detailhandel. Finansdirektør Mads Fink Eriksen uddyber her overfor Finans:

“Onlinesalget voksede i året med 48 procent. Det har mere end dækket det dyk, som vi har haft fra tvangslukninger af egne butikker udløst af coronarestriktioner i landene.”