Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Ganni skiftede showet ud med hjertegribende koncert

Med musikken som både inspiration og bindeled i et emotionelt fællesskab giver Ganni sit optimistiske bud på en efterårskollektion, der egner sig til endeligt at kunne bevæge sig frit igen.
Med musikken som både inspiration og bindeled i et emotionelt fællesskab giver Ganni sit optimistiske bud på en efterårskollektion, der egner sig til endeligt at kunne bevæge sig frit igen.

Ganni, ’Love Forever live performance’, torsdag den 4. februar 2021, klokken 17.00.

Der sidder mange og holder vejret, hver gang Ganni releaser en kollektion. For brandet har gang på gang vist, at laver de en stormflod, så slubrer det som små bølger på bredder verden over i flere år efter.

Der var ingen tvivl om, at Ganni med deres AW21-præsentation ville give os noget særligt. For det gjorde de bestemt med deres live performance med Zsela, Deb og Coco O i Thomas Troelsens ikoniske Delta Lab Studio. Tøj var det bare ikke. Og selv om undertegnede lappede særligt Coco Os kuldegys-givende udgave af midthalvfemser-hittet ’You’re not alone’ i sig, så havde jeg gerne set noget mere tøj – for vi er jo til modeuge.

Men jeg har snydt lidt. For selvfølgelig har jeg smugkigget i kollektionen på forhånd. Og her vil Ganni os faktisk også meget godt. Med blikket rettet mod august, hvor de første dele af kollektionen begynder at lande, ser vi forhåbentlig frem imod en tid, hvor vi igen kan bevæge os frit. Friere i hvert fald. Og denne forventning har uden tvivl inspireret kreativ direktør Ditte Reffstrup og hendes designteam til at ville noget nyt, noget optimistisk – uden dog at fornægte det, som Ganni også er gode til: at bygge videre på sine tidligere kollektioner og lægge op til, at man mikser sine ældre Ganni-styles med nye. En gennemgående og virkelig klar græsgrøn på blandt andet en skarptskåret, a-formet nederdel og en tight spencerkjole med lynlås, som Coco O. bar i sin performance. En lækker ny krave med lange smalle 1970’er inspirerede flipper, der kærkomment kan afløse den brede bindekrave, som Ganni introducerede i 2017, og som nu findes overalt. De stumpede bukser med et cute lille svaj, de oversize jakkesæt, både det nålestribede og det nistrede med et kort skørt. Og så selvfølgelig de sølvcoatede barrel leg jeans, der også kommer i en mere nedtonet læderudgave. For ikke at sige det quiltede stof, der med inspiration i musikken væver sig ind i stoffet i bløde rytmiske bølger.

Ganni ville give os en gave. En oplevelse inspireret af den musik, der bandt den unge Ditte Reffstrup i Nordjylland til en verden af mode og tendenser, og i en tid som denne binder os sammen i et emotionelt fællesskab. Og måske er det nok – for med sangene, stemningen i studiet, de få looks, vi så på sangerinder, bands og crew, har vi måske alt det, vi skal vide for at købe ind i Gannis positive bud på efterårssæsonen.

Se præsentationen og alle looks fra kollektionen her.