Copenhagen Fashion Week AW21 Dag 2

Baum und Pferdgarten, ‘The Lockdown Show’, onsdag den 3. februar, klokken 20.00, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.

Tusindvis af tern, et pop af gul

Det skulle være en glædelig reminder om, at vi – selv i denne årslange isolation – er forbundne. En lille film, der tager os rundt i verden hos nogle af de personligheder, som Baum und Pferdgarten har i sit katalog af loyale muser. Og tanken er god, ligesom at man må bifalde de små glimt fra rundt om i verden, men det falder desværre ret hurtigt til jorden. For det løfter sig aldrig til at blive mere end de milliarder af TikTok- og Instagram-reels, som vi har set til døde, mens vi har siddet på sofaen det seneste år. Og det er virkelig synd, for kollektionen fejler bestemt ingenting. Vi har bare, mere end nogensinde før, virkelig brug for at se noget ekstraordinært. Noget velkoreograferet og velstylet. Alt det, som Baum und Pferdgarten normalt excellerer i.

Men lad os i stedet dvæle ved filmens omdrejningspunkt, kollektionen, som de 21 personligheder har på. De mange variationer af tern, hvor særligt den lange dobbeltradede vest med skulderpuder i enten grøn/sort eller sort/hvide tern er et sikkert hit – her vist både over en anden virkelig cool, skotskternet jakke i sort og mørk beige og stropdetaljer ved håndleddene. Den stumpede bouclébluse, der har fået makkerskab af en bredskygget hat med høj pult (der nok skal få sin sejrsgang hos influencerne), og en jakke og en nederdel. Smukke, og ligeledes ternede, frakker og jakker og en flatterende kropsnær strikkjole i den lækreste nøddebrun.

Det, idéen med videoen kan, og det må man give den, er at give frit spil til virkeligt mange måder at sammensætte kollektionen på. Hvor enkeltdele, skjorten med Baum-flæserne langs knapstolpen, det ternede (igen) slå-om-skørt og smalle bukser, kjolen med det nærmest maritime rebmønster, vestene og den stribede striktrøje, ville kunne stå alene i et enkelt og (måske) mere voksent look. Men som også fungerer fremragende i en (yngre) kombination af det hele og toppet med den knaldgule og ret uimodståelige puffer jacket med påsatte lommer.

Man forstår godt projektet og den ellers fine idé med videoen – men selve kollektionen står så langt skarpere i hukommelsen efter end formidlingen af den.

Se hele kollektionen her.

Wood Wood, ’Rendezvous’, onsdag den 3. februar, klokken 19.00, Sofie Ringtved Jensen.

Et mystisk, men lovende rendezvous med fremtidens Wood Wood

Hvad er det, du ved, du ikke må lige nu, men som alligevel er noget af det eneste, du har lyst til efterhånden? At kramme. At omfavne dine nærmeste, som var der ingen i morgen – og da slet ingen smitsom virus i omløb. Og det er lige netop dét dilemma, der er omdrejningspunktet i Wood Woods AW21-film. En film, de har skabt i samarbejde med den anerkendte filminstruktør Fenar Ahmad og navngivet ’Rendezvous’.

Her møder vi Emma Rosenzweig, der søgende bevæger sig rundt i et næsten mennesketomt København. Pludselig sætter hun i løb, stadig ledende efter noget ukendt, som synes så tæt på, at hun til sidst rækker armen ud, frem mod beskueren i et nytteløst forsøg på at finde det, hun savner. De næste modeller gør det samme, løber, leder og griber desperat ud efter det, de ikke kan fange i den tomme by og triste, forladte bygninger. Men til sidst lykkes det: to personer mødes i en tom parkeringskælder. Stopper forundret op og kigger usikkert på hinanden. Som havde de ikke set et andet menneske længe. Efter et kort øjebliks granskning bryder de dog ud i et lettet smil og dyb omfavnelse. Noget, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til lige nu: følelsen af at have lyst til at mødes fysisk ude i det offentlige rum. At være forbundne i en tid, hvor et sådant rendezvous, mødet, er så sjældent og næsten kan synes som en utopisk luksus, men stadig findes i os som et indbygget begær og instinkt.

Filmens titel skal dog også, ifølge det snart 20-årige brands kreative direktør, Karl-Oskar Olsen, forstås som beskuerens møde med “den fremtidige version af Wood Wood,” som han selv formulerer det i medfølgende pressemateriale. Men hvordan denne version så præcis ser ud, er dog lidt sværere at tyde ud fra den virkelig flotte, men også meget filmiske præsentation, hvor selve fortællingen fylder mere end den kollektion, der er på display. Men kigger man nøje på det tøj, man dog alligevel kan se i filmen – og har man læst vores nylige modeugeinterview med Karl-Oskar Olsen, i øvrigt – forstår man, at der er tale om en kollektion, der både har en bredere appel og farvepalet end normalt, “men som stadig er tro mod brandets DNA.” Og det lyder jo på alle måder lovende.

Se hele kollektionen her.

Munthe, ’Ceramic Art’, onsdag den 3. februar, klokken 18.00, Elsebeth Mouritzen.

Patchwork af impulser

Naja Munthe går til keramik. Aldrig én, der er bange for at prøve nye ting af, har designeren stukket fingrene i det bløde ler for at opleve, hvor stor tålmodighed man skal have med et nyt materiale og samtidig erkende, at man skal kunne klare at lave fejl. Både med form, dekoration og finish. “Den bedste følelse i verden er at prøve noget nyt, men også den værste. Det føltes så godt ikke altid at vide, hvordan resultatet blev.”

Hun er sluppet ret godt fra sit livtag med keramikken, hvis jeg skal dømme efter de billeder af hende med store fade og vægrelieffer, som følger med forordet til presseteksten. Den nye passion har givet inspiration og titel, Ceramic Art, til kollektionen, der på skærmen præsenteres som et afdæmpet catwalkshow.

Det er filmet på et transportlager, hvis brede gange mellem kæmpestore industri-reoler er den ideelle scene for præsentationen af efterårets look, som ligger et godt stykke fra den boheme-glamour, Naja Munthe normalt er kendt for.

Bogstaveligt talt er hun helt nede på jorden med en fornuftig fortolkning af, hvad der rører sig i tiden – og i enkelte tilfælde, hvad der harrørt sig som den brede krave med flæse. Hun nedbryder kønsgrænserne med to mandlige modeller blandt kvinderne, der med kvindetøj på aldrig virker feminine, eller sår tvivl, om det også vil klæde kvinderne. Omvendt er der masser af maskulin styling af kvinderne med skjorter, cardigans, herrebukser og overfrakker, som viser, at vi sagtens kan gå i hinandens look uden at give køb på identiteten.

Det fremhæver Naja Munthe også i underkollektionen af denim, som hun har gjort blød og afslappet som udfordrer til joggingbuksen, både i reelle jeans, bukser og nederdele. Det samme gælder hendes vintage-inspirerede patchwork i kjoler, skjorter og bukser, der både føles gammeldags – på den gode måde – og fremsynede.

Hun har altid været god for en feminin kjole og nederdel, og det skorter kollektionen heller ikke på. De stærkeste er dem i den blækblå skala som print på broderie anglaise, tie dye og de keramiske penselstrøg, hun har lært sig at føre med samme nysgerrighed, som hun har lavet tøj med i alle disse år.

Se hele kollektionen her.

Rains, ’Anticipate’, onsdag den 3. februar 2021, klokken 17.00, Sofie Ringtved Jensen.

Rains spænder musklerne – og det virker

Jeg har allerede én gang denne sæson påpeget, at der – især under en digital modeuge – er stor forskel på, hvor meget et brand gør ud af sin præsentation. Men nu bliver jeg alligevel nødt til at sige det igen: denne gang, fordi det også skal understreges, når et brand virkelig ikke gør det – altså springer over, hvor gærdet er lavest. Og det er tilfældet med Rains, der til sin AW21-præsentation næsten blæste – eller skal jeg sige skyllede? – undertegnede omkuld.

Vi befinder os i en mørk og dyster hal, hvor en model iklædt en gulvlang, sort dunponcho skimter mod et voldsomt skarpt lys, inden hun træder op på en stejl bro og kigger frem på en gigantisk, deform, lysende kugle, der svæver for enden. Langsomt bevæger hun sig nærmere, mens en gruppe af ditto mørkklædte modeller står tilbage og ser forundret på hendes modige, men ensomme gang fremad mod det ukendte objekt. En efter en følger de dog efter hende op af den lange gang til det, der med sin runde form minder om solen, men blå/hvide farve og bølgende form nærmere ligner en stor kugle af vand, som dog stadig blænder dem, som tør se direkte på den. Som var det en gud. Et slags ophøjet naturligt element, der skal respekteres, ja ligefrem tilbedes – og tænker man på Rains megasucces med et ellers ret stramt nichekoncept, forstår man jo egentlig godt, hvorfor de kunne være tilbøjelige til at tilbede vand.

Pludselig vender modellerne om, går tilbage ned af den lange gang, indtil den bagerste, en kvinde iklædt en taljekort, skinnede, metallisk dunjakke og Matrix-solbriller, vender sig om og ser tilbage. Tilbage på den nu forvrængede, udspændte vandkugle, som med ét eksploderer, så flere tusinde liter vand flyder ud over broen og den tomme hal. Med det forvandles gangen til en catwalk, hvor i alt 40 indgange præsenterer en kollektion, der er tro mod Rains’ skarpe DNA, men som også fortsætter den designmæssige udvikling, som brandet er på. En udvikling, der har foldet det først snævre univers ud og nu giver os hele looks med militærinspirerede utility bukser, sexede, ærmeløse toppe, jakker med stramt markerede taljer og lange nederdele med høje slidser – selvfølgelig kombineret med de mange regn- og vinterfrakkedesigns, som i sin AW21-udgave er mere mørke, maskuline og spacey end tidligere sæsoner. Metalliske tekstiler, akavede, korte faconer, der står i kontrast til de ditto ugly-cool gulvlange dunfrakker. Her er også et bredt udvalg af vandafvisende sko og accessories i form af høje snørestøvler, små og store tasker og vejrpraktiske rygsække. En kollektion, man ganske vist får fornemt præsenteret – de resterende seks minutter af filmen er et ’klassisk’ show – men som man alligevel får lyst til at dykke mere ned i. Studere på nærmere hold og værdsætte for de designmæssige detaljer, som kan være svære at se i det mørke setup, men som man alligevel ved er der.

Rains har med denne sæsons digitale præsentation skabt noget, der på grænsen til det satiriske leger med rammerne for deres eget koncept som noget ophøjet, ja ligefrem religiøst, i en film, der på en og samme tid viser en stærk story telling og tålmodigt præsenterer brandets nye kollektion. At den med sin åbenlyst dyre produktionsværdi også kan ses som et forsøg på virkelig at spænde musklerne og understrege brandets succes, gør ikke så meget. For det virker. Underholder og imponerer. Og det er jo i virkeligheden det, det hele handler om.

Se hele kollektionen her.

 

Lovechild 1979, ‘Destination Unknown, onsdag den 3. februar, klokken 16.00, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.

Tidsrejse er også en slags rejse

I Vilhelm Lauritzens ikoniske lufthavnsterminal under loftets bløde hvælvinger var scenen sat for Lovechild 1979s AW21-kollektion – og drømmene dermed fodret til en rejse ud i verden. Men vi kommer jo ingen vegne. Og på den måde blev billedet af modellerne, der går målrettet – men uden mål – imellem hinanden også et billede på os alle sammen i denne tid. Men, man får lidt corny lyst til at citere det berømte citat ’Life is the journey – not the destination’. For med kreativ direktør Anne-Dorthe Larsen er det en anden slags rejse, vi kommer på. Mest af alt en kærkommen tidsrejse til de 70’ere, der ligger som en grundinspiration for brandet, og som er en fortsættelse af de sidste to sæsoner (men særligt AW20) understreget i både snit, mønstre og styling, uden at det på noget tidspunkt kammer over og bliver et kostume.

De to første indgange lagde linjen fint: En cool trench i sildebensvævet uld over en semitransparent, mønstret hvid kjole med knaplukning i halsen tilsat ditto hvid strikvest. Og en virkelig pæn trekvart lang skindnederdel under en fitted blazer i samme grå uld med et betrukket elastikbælte med guldlås i taljen – noget, der gik igen i showet som fast styling-element. Begge sæt over højhælede støvler med vidde skafter, der unægteligt tilførte underspillet sexyness til looket og showet generelt.

Og så kom… en mand. Den første af flere. Og det – eller burde jeg skrive de – fungerede virkelig fint i Lovechilds damekollektion. De var ikke, som vi har set det igennem flere sæsoner hos adskillige brands, klædt i kjoler, men derimod i det mest herreagtige tøj i kollektionen: Vidde læderbukser, opsmøgede skjorter, oversize cardigans, fløjlsbukser og strikveste i en helt igennem skøn farvesammensætning af en bedårende støvet lys gul, brun og klassisk lyseblå. Det fungerede bare vildt godt og på en måde, så man godt kunne forestille sig lidt blid slåskamp foran garderobeskabet, uanset i hvilken konstellation man danner parforhold. For det tøj, det har vi sgu alle lyst til at hoppe i.

Der var også – og det var rart – lidt underspillet print. Noget, der ellers for det meste er rykket over til søsterbrandet Nué Notes. Men det er nu engang en af Anne-Dorthe Larsens store talenter, og her kom det som et miniblomsterflor på sort baggrund i de Lovechild 1979-klassiske silkekjoler og -skjorter.

Kollektionens titel er ’Destination Unknown’, og den er undfanget i en tid, hvor vi alle render lidt hvileløse rundt uden mål. Men Anne-Dorthe Larsen viste endnu engang, at hun i hvert fald godt ved, hvilken retning hun skal følge.

Se hele kollektionen her.

Remain, ‘The Tourist’, onsdag den 3. februar 2021, klokken 15.00, Elsebeth Mouritzen.

Turist ved et tilfælde

Den daglige gåtur i skov og park, langs søer og havkyst og gennem delvis mennesketomme gader er blevet en kærkommen lejlighed til at dresse sig op på en anden måde, fordi hjemmelivet pt. ikke indbyder til de store tiltag og forandringer i arbejdstøjet.

Denne øjeblikssituation har inspireret Remains kreative direktør, Denise Christensen, til at kaste et andet blik på, hvad der egentlig er vigtigt i en kvindes garderobe. Det har hun parret med den efterhånden berømte københavner-cool måde, som mange danskere klæder sig på til storbyliv, så tøjet passer til den transport og de temperaturer, vi bevæger os i.

Remain har altid taget udgangspunkt i tidløst luksusdesign af uld, denim og skind, og den gade fortsætter Denise Christensen ned ad i det tomme bylandskab af hvide, oppustelige huse, der er rammen om show-filmen, The Tourist.

Kulissen, som er opstillet i en tom fabrikshal og filmet både ovenfra og i øjenhøjde med publikum (hvis vi havde siddet der), fungerer rigtig godt. Dels giver den fin association til fortællingen om pludselig at være turist i egen by, og dels tillader den tøjet at få al opmærksomheden. De 2 minutter og 27 minutter er klippet dynamisk og kan virke som kort tid, men der er kun én model til at vise alt tøjet.

Derfor er al fokus på, hvad hun har på. Til de kuldskære dage de udødelige dunfrakker i lyseblå quilt og lakeret finish på det mørkebrune læder, til tøbrud signatur-lædertrenchcoaten i overraskende pink-hvid tie dye print, som går igen i korte jakker og smygende læderjeans i mere dæmpet karamel-hvid udgave. Til tørvejr et komfortabelt joggingsæt i lyserødt læder og nogle stærke denim-på-denim looks med stumpede jakker og højtaljede, velsiddende jeans – nogle af det med et dyreprint, som giver et falmet vintage-look – og på rene solskinsdage knælange cityshorts og bolerojakker i klædelig ternet bouclé, brugt hver for sig med det lakerede læder som kontrast.

Det kan godt være, der er noget lediggang lige nu, som kræver et par lederhosen til at pifte op, men når det bliver sæson for kollektionen, skal de ikke føles som en kompensation, snarere naturlig selvforkælelse.

Se hele kollektionen her.

House of Dagmar, onsdag den 3. februar 2021, klokken 14.00, Sofie Ringtved Jensen.

Smagfuldt, men ufarligt

Det svenske mærke House of Dagmar har til deres AW21-præsentation skabt en film, hvor den samme model iført forskellige styles er klippet stilistisk ind på genkendelige københavnske locations: på en metrostation, i August Bournonvilles Passage, ved Skuespilhuset, foran Christiansborg og midt i et fodgængerfelt. Enkelte gange med tydelig flimrende overgang som for virkelig at understrege filmens brug af augmented reality. Et valg, der kan synes som en fin måde at yderligere omfavne denne sæsons digitale benspænd.

Ifølge det svenske brand selv er argumentet for brugen af netop denne type teknologi dog, at det “lader dem præsentere visuelt på københavnske locations uden selv at tage dertil – en præsentation på en virtuel og samtidig bæredygtig måde,” som de skriver i tilsendt pressemateriale. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Men var det virkelig så vigtigt at sætte modellen ind i en københavnsk kontekst? I hvert fald hvis kompromisset så blev en film, hvor man som beskuer bruger mere tid på at kigge på de lidt sjove klipninger og genkendelige green screen omrids (du ved, når modellens fødder akavet møder de københavnske brosten), end man bruger på at kigge på den nye og ellers udmærkede kollektion?

For kollektionen er faktisk helt efter bogen, som man ville forvente det af de tre søstre, Karin Söderlind, Kristina Tjäder og Sofia Wallenstam, der sammen stiftede House of Dagmar i 2005 med ambitionen om at skabe kvalitetstøj med lang levetid – hvilket da også har sikret dem en nominering til modeugen og Zalandos nye fælles bæredygtighedspris.

En kollektion, der bevæger sig sikkert fra hvid over i sort, rødbrun og blå gennem en stilsikker ankellang uldfrakke, en tætsiddende, hvid frynsekjole stylet med tyndt læderbælte i taljen, et murstensrødt, oversize jakkesæt stylet med en blå- og hvidstribet herreskjorte, en råhvid silkekjole med tilhørende bredt bånd bundet om hoften og et smaragdgrønt, dobbeltradet jakkesæt. En enkelt mere vovet lyseblå trenchcoat i læder sniger sig dog ind og lyser vintermørke København en anelse op, inden en kort, sort læderjakke foret med hvid rulam igen minder os om det begrænsende nordiske klima. Noget, der understreges af brugen af den samme, blonde, vinterblege model hele vejen igennem filmen, hvis mest iøjefaldende træk er hendes knivskarpe kindben og blodrøde læber. Alt sammen ganske smagfuldt og garderobevenligt, men også en kende ufarligt.

By Malene Birger, onsdag den 3. februar 2021, klokken 13.00, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube.

En nærmest renvisket tavle

På mange måder er By Malene Birgers AW21-kollektion en art tabula rasa – en blank tavle: både for huset By Malene Birger, der i det seneste år har fået ny direktør og ny kreativ direktør, men også for alle os, der det seneste år har stået foran skabets dybde og tænkt: “Hvorfor har jeg det stykke tøj?” Og søgt ind mod kernen af dets funktionalitet og udtryk og spurgt: “Føler jeg mig veltilpas i tøjet, gør det mig påklædt til den givne situation, stimulerer det mig i sine materialer?”

For By Malene Birgers efterårskollektion virker til at ville besvare netop disse spørgsmål. Alle styles er skåret ind til benet til sin reneste form, og fokusset, blikfanget, ligger i detaljernes overdrevenhed: Den voluminøse krave både i uld og pels, de mange frynser, de forstørrede sømme, de metervis af sjaler nonchalant svunget om kroppen, bløde slå-om-frakker, lange strik- og busseronnekjoler i lag over bukser. Lange, lige silhuetter står rene i deres fulde længde eller er brudt af smalle bælter, opdaterede power suits med brede skuldre og dobbeltradede jakker, det ene i en småternet uldkvalitet, der er unægtelig tilbagelænet elegant. Også i materialerne finder man den generøsitet, der, trods fokus på at skære ind til benet, findes i kollektionens sammensætning af materialer. Og man forstår chefdesigner Maja Dixdotters ønske om, at man netop ser kollektionen som et hele – ser den enkelte del netop i sin sammenhæng med de andre. Dette understreges også i farvepaletten i hvid, creme, rustorange, brun og sort toppet af en enkelt kjole. En kjole, der i en smuk dyb postkasserød og en flatterende kropsnær silhuet formår at lave ’den røde kjole’, uden den på nogen måde skiller sig underligt ud fra sammenhængen, men nærmere fungerer som den røde farve, man putter på neglene som en accent i et nedtonet sæt tøj.

Men selvfølgelig er tavlen ikke blevet visket helt ren. For godt nok er kollektionen renset for print, men den fornægter ikke sin arv fra Malene Birger selv eller for den sags skyld fra hendes seneste efterfølger, Mathilde Torp Mader. Alene i den måde modellerne i den virkeligt velproducerede showvideo bærer sig selv, er man ikke i tvivl om, at det er en By Malene Birger-kollektion, vi ser.

Stine Goya, ‘Grunge Euphoria’, onsdag d. 3. februar, klokken 11.00, Sille Henning.

Plads til alle i Huset Goya

Diversitet har længe vægtet højt hos Stine Goya, der igennem de seneste sæsoner og med forskellige formater har vist, hvordan et fashion brand kan gå forrest, når det gælder om at skabe plads til forskellighed og kunne rumme alle; uanset køn, orientering eller hudfarve.

Med sætninger som “… when you are different they will remind you …” , “… sometimes it hurts not feeling the embrace of welcomeness …” og “… feeling misunderstood and doubted makes you doubt as well …” blev dette budskab for alvor slået fast, da Stine Goya her til formiddag viste deres filmiske bidrag til Copenhagen Fashion Week. Filmen er produceret i Sydafrika, nærmere bestemt Cape Town (og ja, det er muligt i vores teknologiske verden uden at bryde gældende Corona-restriktioner), hvor brandet har teamet op med den moderne danser Kara H, der ofte har mærket forskelsbehandling qua sin hudfarve, Hanli Prinsloo, fridykker og grundlægger af ’I AM WATER’ som kæmper for vores havmiljø og sidst, men ikke mindst, Yoyo Bonya, rapper og beat poet og stemmen bag filmen, som ikke alene er super æstetisk i sit udtryk, men også leverer lydsporets ord, der både fænger og hænger ved.

Ved sidste sæsons filmiske præsentation var det i høj grad kollektionen, der var i fokus. Denne gang havde Stine Goya valgt at lade tøjet træde i baggrunden for i stedet at gøre plads til budskabet, og det var egentlig ok, fordi var så stærkt og ikke mindst relevant og aktuelt med tanke på Black Life Matters og Amanda Gormanns powerfyldte digt til præsident Bidens indsættelse.

Men kollektionen fortjener også opmærksomhed: Den nye AW21-kollektion er en smuk videreførelse af det univers som Stine Goya har skabt med feminine silhuetter, finurlige detaljer og en legesyg farvepalette. Med inspiration i 1980’ernes grunge-bevægelse hylder den individualitet, kreativitet og referencer til datidens musikscene og indeholder i typisk Stine Goya-stil mange forskellige printhistorier. Nogle af de personlige favoritter tæller en farverig blomstret kjole med masser af små plisseringer, et boy’ish denim-inspireret stribet sæt, dunjakken i multiprint, der med sine indbydende farver helt sikkert vil lyse op i gadebilledet næste vinter – og selvfølgelig de mange accessoires, der efterhånden fylder mere og mere i brandets kollektioner. Der er print af smukke blade og historiefortællende små udsagn om kollektionen og selvfølgelig en masse tern, som jo netop kendetegner grungeperioden. På den måde omfavner kollektionen både tidens romantiske og hårdere strømninger – alt sammen fortolket på bedste Stine Goya-vis.

Se hele kollektionen her.

Samsøe Samsøe, ‘Stillness’, onsdag den 3. februar 2021, klokken 10.00, Sofie Ringtved Jensen.

Stilhedens nye rum

Med skærmen som denne sæsons invitation føres vi i Samsøe Samsøes AW21-film ind i en klassisk dansk skov i sin sparsomme vinterdragt, hvor træernes stammer står nøgne og lader farven brun være dominerende. Et dystopisk musikalsk baggrundstæppe af let forvrængede skovlyde og fuglesang fylder rummet, inden det pludselig skifter over i et mere kontemporært, men stadig let forvrænget beat, da første kvindelige model indtræder på naturens catwalk: et klassisk sæt af brun læderblazer, sorte herrebukser og en finstrikket karrygul pullover malet på et lærred af en crisp hvid skjorte, hvis nystrøgede flipper er det eneste, der titter nøjsomt frem. Den gule farve føres videre til næste model, denne gang på et par løstsiddende bukser stylet med en kort strikvest, der med sine retroinspirerede strikmønstre sender tankerne hen på de sene 70’ere. Og årtiets signatur med varierende læderstyles, lange skjorteflipper, tern og look a like-hjemmestrik går igen side om side med nyfortolkede klassikere i oversize silhuetter på både dame- og herresiden. Som en rød tråd i kollektionen, der dog også brydes af enkelte outdoor-styles i form af parkacoats, regnhatte og en vamset, cremehvid fleece-pullover. Farveskalaen smelter ind i skovbunden med sine mørke- og rødbrune, beige og grå toner mikset med pletvise strejf af karrygul.

Cirka halvvejs inde i filmen bliver naturens stille hjerterum, skoven, skiftet ud med det, der normalt ville være et sjældent syn, men som det seneste år har været det ny normal: en komplet mennesketom lufthavn i København. Simultant skifter også looksene over i et mørkere, mere rent og minimalistisk udtryk, hvor sorte suits og sort/hvide strik suppleres af igen oversize silhuetter og praktiske outdoor-styles. 70’erne er dog ikke glemt, men tager enkelte besøg gennem tidsmaskinen til den tomme lufthavn anno 2021 i form af blandt andet en stor, kabelstrikket herrevest, en strikkjole stylet med et tyndt læderbælte i taljen og en flagrende, blomstrende kjole med bløde, bohemede ballonærmer. For ikke at tale om den gennemgående farvesammensætning af brændt orange og blå, der ville få de flestes tanker hen på årtiet for længe siden.

Ganske passende har Samsøe Samsøe kaldt denne sæsons digitale præsentation ’Stillness’ – noget, vi normalt altid kan finde i de store danske skove, men som vi det forgangne år pludselig har kunne dyrke nye og overraskende steder: i en lufthavn, man pludselig ser i et helt andet lys uden dens vante menneskemylder. Hvad der dog ikke er – eller står – stille er Samsøe Samsøe selv. Et brand, der med sine snart 30 år på bagen fortsat er i rivende udvikling. Måske mere end nogensinde før. Og det er både, når det kommer til de stadig mere eksperimenterende kollektioner, der virkelig understreger brandets vision som et modehus, der på en og samme tid både guider sikkert og favner bredt, tør forblive og tør forny, overrasker og er betryggende. Men også når det kommer til deres vision som tøjmærke anno 2021; med en AW21-kollektion, der ifølge brandet selv er 75,5 procent mere bæredygtig end tidligere kollektioner. Noget, der må siges at være et godt skridt på vejen til deres ambitiøse mål for 2024.

Se filmen her.