Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Gestuz fortsætter modningen – og det klæder

Med nuancer af brun, læder og et sjældent minimalistisk blik tager kreativ direktør Sanne Sehested os med til et show, der vil det bedste fra både den fysiske og digitale modeugeverden.
Med nuancer af brun, læder og et sjældent minimalistisk blik tager kreativ direktør Sanne Sehested os med til et show, der vil det bedste fra både den fysiske og digitale modeugeverden.

Gestuz, tirsdag den 2. februar, klokken 13.00.

Det tager ikke længe at remse farveskalaen på Gestuz’ AW21-præsentation op – med en rå, forladt lagerbygning som baggrund mødes vi af brun, brun og mere brun i forskellige nuancer, der changerer fra næsten sort over i rødlig mursten til beige. Kun brudt af enkelte velkomne lyseblå, armygrønne og cremehvide indslag. Også materialerne går igen med forskellige udgaver af læder som dagens helt tydelige hovedperson i en kollektion, der udgøres af boxy skjorter, højtaljede bukser, klassiske uldfrakker og en bred vifte af suits i alle afskygninger. Ofte oversize, hvorimod de sexede pencil skirts og tætsiddende kjoler står for de mere figursyede indslag. Generelt afspejler både farvevalg, snit og kvaliteter en tydeligt mere minimalistisk og moden Gestuz, end vi har set til nu – en udvikling, der har været længe undervejs, som vi allerede bemærkede under brandets tilbagevenden på kalenderen sidste vinter.

Men det er stadig Sanne Sehesteds personlige stil, der samler det hele med hendes genkendelige rockede strejf, nostalgiske tilbageblik og legende sammenblanding af både 70’er, 80’er og 90’er referencer med detaljer som taljebælter, skulderpuder og cowboystøvler. Noget, der hele vejen igennem er med til at bryde de ellers overvejende rene snit. Det hele krydret delikat med de også genkendelige sen 90’er/start 00’er referencer i form af store, skinnende dynejakker og en quirky, fluffy bluse, der er croppet over brystet som en slags lukket sjælevarmer. Skal enkelte styles fremhæves af den (meget) store kollektion, kan nævnes den ankellange – selvfølgelig mørkebrune – læderkjole med a-skørt og tætsiddende, ærmeløst korset. Eller det virkeligt brugbare og velsyede, igen mørkebrune, oversize jakkesæt båret af smukke Marianne Schröder, som en del af det generelt brede og diverse cast af modeller.

Selve præsentationen er udformet som et reelt show med en catwalk, der får selskab af tre hvide skærme, som løbende fremhæver udvalgte deltaljer og tøjets silhuetter, materialer og taktile egenskaber. Noget, som brandet selv har beskrevet som en reference til de små videoklip og billeder, man som publikum ville have fanget på sin telefon, hvis man rent faktisk var fysisk til stede. Og det opsummerer egentlig også meget godt, hvordan de stadig nytilkomne modeugedeltagere hos Gestuz er gået til opgaven denne anderledes sæson. Med en præsentation, der transformerer det vante catwalk-format til skærmen, som for at give en følelse af, at noget er, som det plejer – men dog ikke uden at udnytte de uendelige digitale muligheder til deres egen og publikums fordel.  Det ikke bare med de opstillede skærme, men også ved at give følelsen af at være til et rigtigt show, hvor alle for en gangs skyld har den bedste plads, og hvor man som gæst pludselig er udstyret med øjne, der kan skiftevis zoome ind og ud for at se kollektionens materialer og snit på bedste vis.

Se hele kollektionen her.