Day Birger et Mikkelsen relanceret: “Jeg er færdig med at designe tøj til et ideal om en kvinde, ingen kan leve op til”

Christina Exsteen er klar med sin første kollektion for modehuset, der har gennemgået et generationsskifte og præsenterer en relancering af brandet til kommende modeuge.
15.01.2021 ∙ af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube
Foto: Day Birger et Mikkelsen

“Jeg er færdig med at designe tøj til et ideal om en kvinde, ingen kan leve op til,” lyder det fra Christina Exsteen, der i slutningen af februar 2020 takkede ja til stillingen som kreativ direktør for Day Birger et Mikkelsen. Et ja, der betød, at hun nu står i spidsen for relanceringen af det 24 år gamle brand sammen med Peter Henriksen, der siden 2014 har været virksomhedens administrerende direktør og i november 2019 overtog aktiemajoriteten fra Keld Mikkelsen.

Og nu, til den kommende modeuge i februar, er Christina Exsteen klar til at vise sin vision for Day Birger et Mikkelsen og den retning, som modehuset fremover vil tage. Og skal man tro Exsteen selv, bringer den nye kollektion med funktionalitet og konkrete brugbare styles hverdagen i centrum, ligesom vi allermest trænger til den.

DAY AW21

“Det giver ikke mening at lave tøj, der skræmmer kvinder væk, eller får os til at føle os forkerte i vores krop og vores hverdag. Det nye Day skal hylde den hverdag, vi kvinder har. Det er i hverdagen, at vi skal ranke ryggen, smile med øjnene, føle os stærke og ikke mindst sexede,” fortæller Christina Exsteen, der ikke var i tvivl om hun skulle tage jobbet hos Day Birger et Mikkelsen.

“Da jeg var ung, var Day et af de brands, der åbnede mine øjne for design og viste mig, at det var den vej, jeg skulle gå. Det var tøj, hvor du fik gennemarbejdet design, der var inde for rækkevidde og til at betale. Day har for mig været et af Danmarks mest toneangivende brands og fortjener at blive det igen.”

En erfaren chefdesigner

Christina Exsteen er heller ikke hvem som helst til at modernisere brandets ‘bohemian mindset’-signatur. I mere end 12 år – og ad to omgange – har hun arbejdet for By Malene Birger, de sidste fire år som kreativ direktør, hvorfra hun stoppede i 2017.

“Da jeg stoppede som kreativ direktør i By Malene Birger, var jeg ikke overbevist om, at jeg ville stå i spidsen for et modehus igen,” siger hun. Hun brugte pausen mellem de to ansættelser dels som kreativ konsulent, men også på at gentænke sig selv i forhold til sit fag og definere, hvilke værdier, der er centrale i hendes arbejde med mode – og her er funktionaliteten essentiel.

”Kollektionen er et kurateret bud på den moderne kvindes fremtidige favoritter i blødt uld, praktisk kanvas, råt læder og flabet lak. Kontrasten til dette er feminine og lette silhuetter, der fungerer som en hyldest til det ukomplicerede liv. Det bliver et helt nyt Day – og en tiltrængt frisk start,” slutter hun.

LÆS OGSÅ: 

“Vores brands har jo stadig brug for new bizz”