Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Tidligere chefdesigner hos By Malene Birger rykker til DAY

Christina Exsteen sætter sig i stolen som kreativ direktør. Brandets første skridt efter Peter Henriksen blev majoritetsejer i efteråret.
Christina Exsteen sætter sig i stolen som kreativ direktør. Brandets første skridt efter Peter Henriksen blev majoritetsejer i efteråret.

I slutningen af 2019 kom nyheden om, at stifter af DAY Birger et Mikkelsen Keld Mikkelsen havde solgt sine ejerandele i virksomheden, og at Peter Henriksen skulle køre det videre som CEO.

Siden har der været stille omkring det mere end 20 år gamle brand, der har spillet en stor rolle for dansk mode siden etableringen i 1997. Men nu er første led i brandets fremtidsstrategi på plads. Christina Exsteen, der i en længere årrække var først designer og sidenhen kreativ direktør for By Malene Birger sætter sig nu som i stolen hos DAY som kreativ direktør. Her skal hun skal stå for kollektionerne hos både DAY Birger et Mikkelsen og 2nd DAY. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hendes opgave bliver at redefinere DAYs look og bringe det ind i den nye periode, som også de nye ejerforhold lægger op til. Hun har siden 2017, hvor hun stoppede hos By Malene Birger, arbejdet som kreativ konsulent og i den tid fundet en helt ny inspiration, som hun vil tage med sig i sit nye job.

“Jeg har brugt tiden på at finde mig selv og gentænke mit forhold til mit fag: Hvilken rolle spiller moden i dag – og hvordan får jeg skabt et univers, der er langtidsholdbart, og som skaber kvalitet i en verden af foranderlighed? Så da Peter kom med sine visioner for det nye DAY, faldt brikkerne på plads, og jeg kunne jeg ikke sige nej. Jeg ser frem til at sætte mig ved roret, lægge den nye kreative retning og dykke ned i brandets DNA. DAY har spillet en essentiel rolle i dansk modehistorie, og vi er klar til at generobre en plads på scenen. Jeg er glad for at være tilbage og igen beskæftige mig med det, jeg elsker mest. Jeg gik i sin tid ind i faget på grund af en kærlighed til produktet og håndværket – et ønske om at give kvinder et ”treat”. Det får jeg nu igen mulighed for, og så i et så unikt hus som DAY Birger et Mikkelsen,” siger hun i pressemeddelelsen.

Også fra den nye ejers vedkommende er der optimisme omkring ansættelsen af Christina Exsteen og ambitionerne om at bringe DAYS skandinaviske, boheme-mindset ind i de næste tyve år.

“Jeg har fulgt Christinas karriere og synes, hun er vanvittigt dygtig. Exsteen har været en eftertragtet spiller, så jeg er glad for, at hun valgte os. Vi har haft gode og lange samtaler om ideen med det nye DAY, og jeg ved, at Christina deler vores vision og ønske om at genskabe brandet og igen gøre det til en god og sund forretning. Med Christina Exsteen som vores Creative Director, tilføres virksomheden stærke kompetencer indenfor design og brand building – det helt rigtige kort i vores kommende udvikling,” fortæller han.

Den første kollektion med Christina Exsteen som afsender for DAY Birger et Mikkelsen og 2nd DAY bliver AW21, som bliver præsenteret i februar 2021.