Mads Nørgaards navnløse butik, juleengle, et luksusunivers og Brøgger for & Other Stories
Giv navn til Mads Nørgaards nye butik og giv dine sneakers videre til Røde Kors gennem Rezet. Kom i julestemning med Aiayu, få brede skuldre med Brøgger og smut forbi Københavns nye designunivers.Det lå lige for at skrive om Signe Moldes forsøg på at sætte modebranchens bæredygtighed på spidsen i DR-programmet ‘Signe Molde på udebane’. Men så så vi programmet og tænkte “njaaa, ikke alligevel.” For når noget hæver sig så lidt, at det ikke engang kan give et ordenligt klask, når det falder til jorden, så er det bare ikke rigtig værd at beskæftige sig med. Og det var tilfældet her.
Vi vil langt hellere anbefale at bruge tiden på at læse Business of Fashions ‘The State of Fashion 2021’-rapport, der netop er landet, hvor de sammen med McKinsey har identificeret de centrale omdrejningspunkter for modebranchen i året, der kommer. Ikke overraskende er emner som digitale sprint, retfærdighedssøgen, mindre efterspørgsel og vores liv med virussen på listen.
Black Friday skød med en hel uges shopping gang i julesalget, som de fleste lader til at have gode forventninger til. Alene på netsalget vurderer Dansk Erhverv, at der i sidste uge blev shoppet for mere end tre milliarder kroner. Og meget tyder på, at heller ikke danskernes juleforbrug skulle være begrænset. Men der er også gode ting at bruge sine penge på – så længe, man gør det med perspektiv og omtanke – lyder det fra os her på redaktionen sammen med denne uges korte nyheder, hvortil flere nye butikker har fundet vej.
Hvad skal barnet hedde?
Mads Nørgaard har netop åbnet en ny butik ved siden af Englebørn i Læderstræde tiltænkt målgruppen, der befinder sig lige mellem barn og voksen. Men. Hvad skal butikken hedde? Lige nu og måneden ud kan du være med til at finde på navnet ved at skrive det på det store klistermærke på butikkens rude. Hvis du tager et billede af dit forslag og går ind i butikken og får det printet, så er du med i konkurrencen om 1000 kroner til butikken hver måned i hele 2021.
Mads Nørgaards nye butik ligger i Læderstræde, København K.
Skyhøje forventninger
Der er god grund sætte forventningerne godt i vejret, hvis turen går forbi det nye designunivers Nuvole i Store Regnegade. Det er nemlig de to søstre Marlene Bernth og Louise Olsen, der står bag, og de har om nogen orden i bagkataloget i forhold til at kuratere de helt rigtige ting:
Louise Olsen kommer fra en stilling som Brand Manager hos Collage the Shop og har blandt andet været Store Manager hos Stella McCartney og Isabel Marant foruden i Holly Golightly, som søsteren Marlene Bernth var medgrundlægger af. Marlene Bernth selv har udover sine 13 år i Holly Golightly senest været Brand & Sales Manager hos File Under Pop. I butikken Nuvole, der betyder ‘sky’ på italiensk, finder du alt til både gaver og indretning, og herudover er en af Nuvoles kerneydelser rådgivning med de to søstres ekspertise, der kan strække sig helt til en totalindretning af hjemmet.
Nuvole vil føre både mode- og interiørbrands som Leif Sigersen, Helle Thygesen, Oak Studio, Anne Vest med flere.
Nuvole, Store Regnegade 2, 1100 København K.
Giv skoene videre
Rezet Store, der har i alt syv butikker i København, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg, har netop skudt en landsdækkende kampagne igang i samarbejde med Røde Kors. Begge opfordrer nu til, at man afleverer sine brugte sko – uanset stand – i Rezets forretninger mod en voucher på ti procent til køb af nye sko. De afleverede sko vil hver uge blive sat til salg i Røde Kors’ mere end 240 butikker landet over.
Rezet Store har desuden selv doneret 270 stykker nyt tøj og 230 par sneakers til kampagnen, som er planlagt til at lande i Røde Kors’ butikker i dag. Med dem forventer sneaker-virksomheden at kunne samle de første 100.000 kroner ind til Rezet x Røde Kors-kampagnen.
Skulderklap
Brøgger har vundet indpas for sine voluminøse kjoler, colorblock-effekter og skæve detaljer, men særligt hendes blazere med enorme skuldre har givet hende et kendetegn. Men som med så meget andet godt i denne verden, så har de smukke blazere også sin pris. Men men, nu er Brøggers til at få fat i et prisleje, der er noget mere tilgængeligt. I hvertfald for en stund. Brøgger, der har designer og grundlægger Julie Brøgger i front, har nemlig skabt en kollektion i samarbejde med & Other Stories, der er i butikkerne lige nu. En kollektion inspireret af Julie Brøggers afdøde mors power-stil, da hun var advokat i 1980’erne og 90’erne: Et hvidt suit, blazer og miniskirt i maxitern kombineret med et blidt blomstermiks. Men fart på, hvis du er interesseret, kollektionen kom på gaden i går, og der er gang i salget.
Aiayu juler igennem
Aiayu, der i sidste uge åbnede et nyt butiksunivers i Nordhavn, er nu klar til at skrue ekstra op for julehyggen et andet sted i byen, nemlig BaneGaarden bag DSB’s gamle trælader på Otto Busses Vej i København. Her har de teamet op med Aarstiderne, der siden i sommer har haft både fællesmiddage og boder på stedet. Nu står den altså på gløgg, delikatesser, Aiayus nepalistiske træengle og masser af julegaveidéer og, skal man måske lige tilføje, -ønsker.
Besøg Aiayu på Otto Busses Vej 45, København, hver fredag klokken 14-18.00 og lørdag og søndag klokken 10-17.00 hele december.