Et kig indenfor: Rains åbner dørene til sin nye flagskibsbutik
Rains kunne i sidste uge slå dørene op til deres helt nye flagskibsbutik på Strøget i København. En butik, der bliver brandets “officielle bibliotek over det samlede 'al slags vejr'-sortiment." Vi giver dig et kig indenfor her.Rains er ét af de danske mærker, der for alvor har slået igennem i udlandet – også gennem selvstændige butikker i nogle af verdens vigtigste modemetropoler. Men det betyder ikke, at der ikke investeres i hjemlandet. Rains kunne i sidste uge åbne dørene til sin helt nye flagsibsbutik i København. En butik, der med adresse på Strøget – Amagertorv 14 – bliver en essentiel del af brandets samlede retailportefølje.
Butikken, hvis adresse også lagde rammer til Rains’ hybrid-præsentation under modeugen i august, er da også skabt med store ambitioner. Ikke nok med at den peger på en ny visuel retning med et endnu mere stringent og industrielt look i overvejende grå toner – med enkelte strejf af solgul, præcis som vi kender det danske vejr. Den skal også fungere som deres “officielle bibliotek over det samlede ‘al slags vejr’-sortiment,” som Rains selv beskriver det på Instagram. Derudover vil butikken fremover agere platform for nye samarbejder og interaktive pop-ups.