Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Les Deux på ikonisk adresse, kunstner i Gants arkiver og nye smykker til herrerne

Les Deux overtager Stig Ps gamle lokaler, Gant samarbejder med kunstner Luke Edward Hall, og herrebrandet Another Aspect lancerer enkle smykker med Corali.
Les Deux overtager Stig Ps gamle lokaler, Gant samarbejder med kunstner Luke Edward Hall, og herrebrandet Another Aspect lancerer enkle smykker med Corali.

Regeringens udmelding, der kom lige inden drinks og Disney i fredags, var mildest talt noget af en mavepuster. For os der sidder hjemme og arbejder, er udsigten til at fortsætte med det til helt efter nytår noget omklamrende. Omklamrende må også være fornemmelsen, som samtlige butiksansatte har, når de fremover hver dag skal have halvdelen af ansigtet gemt bag masker. Udmeldingen blev også årsagen til, at ELLE valgte helt at aflyse årets ELLE Style Awards fremfor at satse på endnu en udskydning. Rundt om os i Europa buldrer pandemien fortsat frem, og ser vi bare mod Frankrig, Spanien og Tyskland, føles det mest af alt som om, vi blot holder vejret, inden restriktionerne herhjemme udvides yderligere. Skal vi dog se på på plussiden af situationen – kan vi konstatere, at der også er mange både gode, sjove og positive nyheder i modebranchen netop nu. Vi har samlet et udpluk herunder. God weekend/CC.

Les Deux overtager velkendt adresse i København

Les Deux trodser fortsat tidens fokus på onlinesalg med endnu en butiksåbning. Det er kun halvandet år siden, de åbnede deres første butik på Frederiksberg, og efterfølgende har de tilføjet fysiske destinationer både på Amager og i Aarhus. Nu åbner de fjerde butik i rækken på Kronprinsensgade 14 i København, der siden 1972 har lagt lokaler til Stig P:

“Vi har knoklet for at få butikken færdig, og vi har været meget bevidste om at renovere med respekt for lokalerne, miljøet og omgivelser, og derfor bevarer vi selvfølgelig også den velkendte elegante marmorindretning, der smelter sammen med vores eget Les Deux-univers. Det bliver et helt specielt rum, som vi glæder os til at vise frem,” fortæller Andreas von der Heide, direktør og medstifter af Les Deux.

Butikken åbner på Kronprinsensgade 14, 1114 København den 31. oktober. Fra klokken 10.00 byder de på kaffe og croissanter, og om eftermiddagen serveres der gratis gin, øl og bobler.

Gant går til kunsten i nyt samarbejde

Den britiske kunstner Luke Edward Hall været i Gants arkiver, og sammen har de skabt en kollektion, der kombinerer vintage Gant styles med kunstnerens sans for farve og form. Det har resulteret i en ærkebritisk 70’er inspireret kollektion af bløde striksweaters og veste, velourjakkesæt og silkeskjorter:

“Jeg var inspireret af Gants fantastiske arkiv, samtidig med at jeg søgte inspiration i min egen garderobe af mønstre, striktrøjer og vintage blazere. Looket er meget engelsk, både praktisk og elegant, med iøjefaldende farvekombinationer og legende detaljer,” skriver Luke Edward Hall om samarbejdet i en pressemeddelelse.

Luke Edward Hall for Gant lanceres den 5. november både online og eksklusivt hos herrebutikken GOODS på Østerbrogade 44, 2100 København.

Luke Edward Hall for Gant.

Det ultimative fashion-hotel

I midten af København er åbnet et minihotel, et guest house, der ganske enkelt består af en 100 kvadratmeterstor suite med blot ét soveværelse. Bag The Darling er Jens Løkke og Uffe Buchard, der også driver det kreative bureau Darling Creative Studio. De har indrettet deres hjertebarn – der i øvrigt ligger i deres tidligere kontor – med nøje kurateret dansk design og samtidskunst med et både eksklusivt og hjemligt resultat. De har blandt andet samarbejdet med Aiayu, som har leveret en række af brandets signaturprodukter som sengelinned, badekåber, puder samt en række specialdesignede håndklæder og accessories til konceptet. The Darling kan, foruden overnatning, bookes til møder eller private middage.

The Darling Guest House ligger på Niels Hemmingsens Gade 1, 2. sal, 1153 København. Læs mere om koncept og booking på The Darlings hjemmeside.

Mand, besmyk dig 

Med målet om at lave enkle smykker i høj kvalitet til mænd, er Another Aspect gået sammen med arkitekt og smykkedesigner Caroline Sillesen. Hun står bag smykkebrandet Corali og sammen med Another Aspect lanceres en mindre kollektion af håndlavede smykker produceret lokalt i København. Kollektionen består af en ring, et armbånd og to halskæder, der alle er lavet i enten massivt sterlingsølv eller 14 karat guld.

Another Aspect x Corali lanceres online og i udvalgte butikker i dag, den 30. oktober.

Another Aspect x Corali.

To bliver til én

Det danske retailbrand STRØM slår sine to butikker sammen under samme tag på Strandvejen 169A i Hellerup. Indtil nu har brandet haft to butikker, en til mænd og en til kvinder, men fra den 16. november genintroducerer brandet sig selv som fælles modehus. I den sammenhæng lanceres også en ny visuel identitet samt en fornyet webshop, der skal styrke onlinesalget.

STRØMS nye butik på Strandvejen 169A, 2900 Hellerup, åbner den 16. november, og den nye webshop forventes klar ultimo november.