Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, INTERVIEW, Navne

Med ny CEO, vækst og designudvikling ser Dea Kudibal mod fremtiden

Hvad gør man, når man både har høje ambitioner for sit brand, men også efter 16 år er klar til at dedikere sig til det kreative? Man giver CEO-stafetten videre til en erfaren profil med blod på tanden. Vi har talt med Dea Kudibal og hendes nye CEO Tina Raasteen om at tro på sin egen optur i en global nedtur og om at finde tilliden til at uddelegere.
Hvad gør man, når man både har høje ambitioner for sit brand, men også efter 16 år er klar til at dedikere sig til det kreative? Man giver CEO-stafetten videre til en erfaren profil med blod på tanden. Vi har talt med Dea Kudibal og hendes nye CEO Tina Raasteen om at tro på sin egen optur i en global nedtur og om at finde tilliden til at uddelegere.

“Jeg blev mere forelsket i brandet, for hver gang jeg talte med Dea og kunne se, hvor stort et potentiale det har. Dea er fantastisk kreativ, hvorimod jeg hele mit liv har arbejdet med vækst, salg og marketing. Og den pakke kunne jeg hurtigt se, at jeg virkelig ville kunne bringe i spil her.”

Sådan lægger Tina Raasteen ud, til spørgsmålet om, hvorfor det næste punkt på hendes allerede imponerende CV af direktørposter og ledende salgsstillinger skal være som CEO for Dea Kudibal. En direktørstol, hun har sat sig i denne sommer – og dermed overtaget fra Dea Kudibal selv. Vores aftalte møde i brandets kombinerede kontor og showroom i Københavns Nordhavn blev efter regeringens restriktioner skiftet ud med 2020s nye hotspot, Zoom. Dea Kudibal selv er også tilstede på skærmen fra hjemmekontoret. Hun supplerer:

“Det var egentlig tilfældigt, at vores veje mødtes, da vi blev introduceret af en fælles bekendt, som anbefalede, at jeg tog en snak med Tina. Og jeg er jo meget åben af natur, så det gjorde jeg, og jeg tænkte bare wauw med det samme. Der er så meget drive, gode ideer, erfaring og gå-på-mod i Tina. Vi kunne alle se, både mig, men også mine partnere, Henning, Mia, og Per, min mand, at det var et perfect match. At vi er grundlæggende enige om, hvordan man driver en forretning, men at hun også bringer en masse til bordet, som vi ikke selv har. Vi havde virkelig god kemi helt fra starten,” siger hun med sin sædvanlige smittende entusiasme. Tina Raasteen nikker fra sin egen firkant på skærmen med ditto begejstring, der også hurtigt afslører, hvad der menes med drive:

“Det var vigtigt for mig at teste kemien med Dea og resten af ejerne først, og se om vi deler de samme værdier og generelt vil de samme ting. Jeg går meget op i mit arbejde, og det fylder så meget i mit liv, så jeg vil kun investere mig selv i et sted, hvor jeg virkelig kan få lov til at udfolde mig og give den gas. Og det kunne jeg mærke på Dea, da vi talte sammen, at hun var klar til at give stafetten videre.”

En drømmestart for en strateg

Meget tyder da også på, at Dea Kudibal trygt kan lægge driften af den virksomhed, hun selv har stiftet og bygget op igennem de sidste 16 år – med alt hvad det indebærer af op- og nedture, verdensrejser, overvejelser og skrammer både privat og professionelt – i hænderne på Tina Raasteen. Med en karriere, der tæller titler som CEO for Becksöndergaard fra 2018-20, Commercial Director for By Malene Birger fra 2016-18, flere bestyrelsesposter i store, internationale virksomheder og en uddannelsesbaggrund, der blandt andet består af en kandidatgrad i Business Administration, synes hun at være mere end klædt på opgaven.

“Først og fremmest er Tina jo bare en virkelig tung profil med både den rette uddannelsesmæssige baggrund og erfaring fra branchen. Men hun har også været på den her vækstrejse før, hvilket gav os en masse tryghed,” siger Dea Kudibal og suppleres af Tina Raasteen:

“Dea Kudibal er en mindre virksomhed, end jeg har været i spidsen for før, hvor jeg typisk har beskæftiget mig med store, børsnoterede, internationale virksomheder. Men jeg ser det som en virkelig spændende opgave i forhold til at skabe vækst. At sætte den værktøjskasse, jeg kommer med, i spil ved at optimere arbejdsprocesser, gøre virksomheden mere digital og lave prioriteringer. Og vi er allerede godt i gang,” siger hun og fortæller, at selvom hun først officielt har sat sig i direktørstolen den 1. august, har hun siden foråret arbejdet på den kommende strategi sammen med den eksisterende ledelse.

“Det har virkelig været en drømmestart for mig, hvor jeg har fået tid til at dykke ned i og analysere virksomheden og udarbejde den rigtige strategi og sætte mit eget fingeraftryk. Det er sjældent, man får lov til det – at få tid til bare at dedikere sig til at udtænke en plan – og det er også det, der gør, at vi er der, hvor vi er i dag, hvor vi er i fuld gang med at implementere strategien,” siger hun og uddyber, at formålet er at sikre vækst online såvel som bredt i Europa og gøre brandet mere internationalt.

“Der er potentiale til hurtigt at gøre en forskel her. Dea har haft meget fokus på kvalitet og design, og har skabt et helt fantastisk brand. Det betyder, at udtrykket er på plads – nu skal det bare kommercialiseres endnu mere.”

Øger indsatsen online

Ser man på det seneste årsregnskab fra Dea Kudibal, som blev fremlagt i slutningen af august, ser det ud til, at det allerede går godt for virksomheden. I 2019 steg bruttofortjenesten til 7,2 millioner kroner mod 5,8 millioner i 2018. Og samme udvikling sås på bundlinjen. Så hvad går denne nye strategi ud på? Ifølge Tina Raasteen, er det største punkt lige nu at øge indsatsen online.

“Vi vil for eksempel prioritere vores egen e-commerce-kanal meget mere i fremtiden – og lancerer dertil en helt ny platform i januar 2021, som vi tror og håber kommer til at gøre en kæmpe forskel,” siger hun og fortæller, at de generelt vil investere markant i de digitale salgskanaler, hvilket blandt andet også har ført til nye samarbejder med store onlinebutikker som Zalando og Boozt fra januar næste år. Tiltag, der ligeledes handler om at accelerere vækst og kendskab internationalt, hvorfor der også er planlagt at styrke organisationen med ressourcer indenfor marketing og e-commerce.

Men selvom der sættes hårdt ind online, betyder det ikke, at de mange fysiske forhandlere, som har været en fast del af Dea Kudibals strategi fra starten, bliver negligeret:

“Det hele skal foregå i samspil med vores nuværende forhandlere, som stadig er vigtige for os. Vi glemmer dem ikke, men vil fremover supportere dem endnu mere med digitalt indhold, billeder og så videre, så de også er med på brandets online rejse. Vores oplevelse er, at rigtig mange forhandlere er dygtige – og endnu mere nu efter corona – til at skabe salg online,” siger Tina Raasteen og understreger, at de digitale satsninger for dem ikke bunder i den seneste tids fysiske udfordringer med lukkede butikker og hjemsendte kunder  – strategien havde været den samme uagtet Covid-19. For selvom Dea Kudibal også har ligget søvnløs et par gange det sidste halve år og især var påvirket i det tidlige forår af nedlukningen i Kina, hvor store dele af forretningen og produktionen holder til, er brandet alligevel endt med at komme uskadt ud på den anden side.

“Vi kniber os lidt i armen, men det går rigtig godt. Vores vækst fra SS20 til SS21 har været større end nogensinde,” siger Dea Kudibal og suppleres af sin nye direktør, der kan fortælle, at de blandt andet er vokset markant på det danske marked – som især var målet, da vi talte med brandet sidste år. Men samtidig har flere andre markeder også løftet sig:

“Vores største marked er stadigvæk Tyskland, men vi vokser også flot i især UK lige nu. Generelt oplever vi, at vores store markeder bliver større, og at vi får en bredere platform at stå på,” siger hun, hvortil Dea Kudibal selv svarer til spørgsmålet om, hvorfor det sker netop nu:

“Det skyldes blandt andet vores udvidede produktgrupper, hvor vi for eksempel har brugt et helt år på at udvikle en ny viskosekvalitet sammen med en af vores producenter. Det er vigtigt for mig, at det er en kvalitet, som lever op til vores silke, og som er lækker nok til, at vi kan stå inde for det. Men nu sidder den lige i skabet. Og det kan vi allerede se, at folk tager rigtig godt imod,” siger hun, hvortil Tina Raasteen, som den der nu har overtaget pladsen på den mere forretningsorienterede side af bordet, indskyder:

“Det handler også om, at vi har arbejdet med prispunktet, som er bedre tilpasset til markedet. Ikke alle kvinder har råd til silke, så ved at tilbyde en viskose i samme høje kvalitet kan flere få råd til Deas smukke print.”

Tid til Dea Kudibal 2.0

Og netop den synergi mellem de to – Tina Raasteens skarpe forretningsblik og Dea Kudibals kreative virke og skrædderbaggrund – bliver opskriften på Dea Kudibal 2.0. For med beslutningen om at ansætte en ny CEO har hun ikke blot taget et stort skridt mod at geare virksomheden til yderligere vækst, men også taget beslutningen om endelig selv at træde lidt tilbage. At lette foden fra speederen, som hun allerede sidste sommer luftede idéen om.

“Det startede allerede, da jeg flyttede hjem fra Shanghai, hvor jeg ansatte flere dygtige kvinder, som indenfor hver deres område var verdensmestre. Og her fandt jeg ud af, at jeg faktisk har det godt med at uddelegere og give noget af ansvaret fra mig. At jeg har tillid til folk. Ansættelsen af Tina gør, at jeg får frigivet en masse tid til at koncentrere mig endnu mere om det kreative med mit designteam. At jeg kan komme lidt højere op i helikopterperspektiv og ikke er ligeså involveret i den daglige drift, men i stedet kan tænke nye, langsigtede tanker. Og det kan jeg allerede mærke nu, at det gør noget rigtig godt,” siger hun og tilføjer:

“Jeg har fulgt min mavefornemmelse, og den fortæller mig, at selvom min ambition for virksomheden lige nu er, at vi skal vækste og komme endnu bredere ud internationalt, så er min personlige ambition at arbejde mindre. Og det er jeg gået benhårdt efter.”

Tina Raasteen bekræfter fra den anden side af skærmen:

“Virksomheden er et godt sted lige nu og har styrken til virkelig at accelerere. Det kræver en masse investeringer, det er klart, men vi kan allerede se nu på resultaterne, at vi er godt i gang med at tage et stort skrift fremad,” siger hun, hvortil Dea Kudibal afslutter:

“Jeg må være ærlig, det kræver også lidt is i maven at sige ’nu gør vi det’. Men jeg har så stor tiltro og tillid til Tina, at jeg godt tør lave den investering med hende ombord og komme i gang med vækstrejsen. Hvor andre bygger læhegn, reber vi sejlene. Og det er en fed fornemmelse.”

LÆS OGSÅ:

Med livet i en kuffert og hjertet uden på. Dea Kudibal har vendt blikket og ambitionerne mod Danmark