Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kassandra genopstår som vintage-univers

Københavner-butikken Kassandra, der sidste år lukkede ned efter mange års salg af luksusmodevarer, starter op på ny med fokus på secondhand-accessories.
Københavner-butikken Kassandra, der sidste år lukkede ned efter mange års salg af luksusmodevarer, starter op på ny med fokus på secondhand-accessories.

Nyheden om, at luksus-accessoires-butikken Kassandra lukkede blev en af de ti mest læste artikler på Fashion Forum i 2019. Det sendte et ret tydeligt signal om, at indehaver Mette Pedersen siden 1980’erne havde opbygget et solidt kundegrundlag på baggrund af sit skarpe øje for de ultimative sko og tasker. Men konkurrencen fra onlineplatforme og det stigende antal af modehusenes egne mono brand-forretninger åd sig ind i Kassandras eksklusivitet og blev til sidst for svær.

Men, men, men… Mette Pedersen har ikke tænkt sig at lade sin gode smag, indkøbstalent og mange kontakter gå til spilde og lancerer derfor i dag Instagram-shoppen ‘Kassandra Vintage’. Her vil man kunne få fingrene i mange af de samme varer, som man kunne i butikken, bare secondhand. Med andre ord vil mange af de sko, solbriller, smykker og tasker, der tidligere er fløjet over disken i det røde bindingsværkshus i Grønnegade, blive recirkuleret videre til nye ejere. Det er nemlig forretningens grundlag at tage ting i kommission og sælge dem videre for kunderne.

“Tidligere var det ikke så velset at købe og gå i secondhand-varer, men det har jo fuldstændig ændret sig igennem de sidste år, og luksusmærkevareindustrien har måtte åbne øjnene for dette faktum,” fortæller Mette Pedersen, der ikke er bekymret over sin egen og butikkens transition fra nye til brugte varer:

“Bestemt ikke! Luksusmærkevarer er jo af utrolig høj kvalitet, og det viser sig netop tydeligt, at selvom de er lidt brugte, er de stadig lækre og eftertragtede og skal derfor videre til deres næste ejer.”

Mette Pedersen er heller ikke i tvivl om, at hendes kunder stadig er derude og vil følge med på butikkens nye og mere bæredygtige rejse:

“Jeg håber og tror, at Kassandra-butikkerne i Grønnegade, som har serviceret og værdsat kunderne, stadig har så meget street credit, at det kommer helt naturligt at følge Kassandra Vintage. Vi har gudskelov altid stået for autenticitet, seriøsitet, stor knowhow, fantastisk service og hjerte, og det husker kunderne. Jeg glæder mig til en ny måde at bidrage til modebilledet på,” slutter Mette Pedersen og pointerer, at 50 kroner for hvert salg desuden bliver doneret til velgørenhedsorganisationerne Gadens Børn og Sisterhood Foundation.

Populær dansk luksusmodebutik lukker