Populær dansk luksusmodebutik lukker
Efter flere årtier som bannerfører for luksusshopping i Danmark, har Kassandra nu valgt at sige farvel og tak grundet øget konkurrence på modemarkedet herhjemme.Siden 1980’erne har navnet Kassandra været forbundet med en af Danmarks mest populære forhandlere af luksussko og -tasker. Et sted, hvor man kunne drømme sig væk i et eksklusivt univers af både franske, italienske, britiske og amerikanske modehuse. Hvor man kunne få fat i den mest eftertragtede Saint Laurent-taske eller Céline-sko, langt før alverdens luksusmærker havde indtaget strøget i København og var tilgængelige på alskens webshops.
Og det er da netop også denne udvikling i luksusmodemarkedet, der nu har betydet, at de efterhånden ikoniske Kassandra-butikker i det røde bindingsværkshus på Grønnegade i København skal lukke.
“Butikkerne har i mange år haft eksklusivitet på et unikt og mangfoldigt udvalg af de mest spændende styles fra alle de store modehuse. Denne eksklusivitet er gennem de sidste år desværre blevet indskrænket mærkbart. Mærkerne har valgt at lægge sig hos store online webshops, og mange af dem har også valgt at åbne mono brand-butikker i København,” skriver Kassandra med indehaver Mette Pedersen i front om årsagen til lukningen i en pressemeddelelse.
Forbrugernes adfærd har nemlig ændret sig i en retning, som ikke stemmer overens med Kassandras fokus på den personlige shoppeoplevelse og høje service – kerneværdier, som bare er én grundene til, at butikken i dag har den status iblandt brancheprofiler og modeelskere, som den har.
“Det har været en fantastisk spændende rejse, og vi har nydt hvert et øjeblik. Nu er rejsen slut, og vi vil sige tusind tak til alle jer, der har støttet os gennem årene. Vi vil savne at vejlede og servicere jer – og vi vil savne alle vores gode snakke,” afslutter de.
Kassandra lukker med et udsalg af sit varelager, der allerede er startet.