Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Cecilie Bahnsen på den officielle kalender til Paris Fashion Week

Fédération de la Haute Couture et de la Mode har netop offentliggjort brandslisten til den kommende modeuge i Paris – og danske Cecilie Bahnsen er for første gang iblandt.
Fédération de la Haute Couture et de la Mode har netop offentliggjort brandslisten til den kommende modeuge i Paris – og danske Cecilie Bahnsen er for første gang iblandt.

Cecilie Bahnsen har, siden hun vandt Magasin du Nord Fashion Prize i 2016, foldet sit store – og stadigt voksende – designtalent ud under Copenhagen Fashion Week under sine gentagende og altid mindeværdige shows i København. Nu er turen kommet til at prøve kræfter med Paris Fashion Week, som denne sæson får fint selskab af det danske brand. Det viser den netop offentliggjorte kalender for den parisiske modeuge fra Fédération de la Haute Couture et de la Mode.

Til modeugen, der strækker sig fra mandag den 28. september til tirsdag den 6. oktober, vil Cecilie Bahnsen vise sin SS21-kollektion den første mandag klokken 19.00 Her bliver dog ikke tale om at rykke brandets karakteristiske, fysiske show-setup sydpå, men derimod at skabe et nyt og udelukkende digitalt format – ligesom vi har set det herhjemme fra flere brands under den nu overståede modeuge i København og forventeligt vil se det under kommende modeuger i byer som netop Paris, London og New York.

Cecilie Bahnsen kommer med sin optagelse på kalenderen til Paris Fashion Week i godt selskab med kun få andre danske brands, hvis talent og internationale renommé ligeledes har banet deres vej til den prestigefyldte modeuge – et selskab, der de seneste år har talt Henrik Vibskov, der har vist i Paris ad flere omgange og netop nu er aktuel med en omfattende udstilling på Sophienholm nord for København.

Cecilie Bahnsens show i Paris vises digitalt den mandag den 28. september klokken 19.00.