Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Hummel åbner første butik i Danmark: "En destination mere end en tøjbutik"

Selvom virksomheden har stor succes med deres digitale tiltag, åbner Hummel nu en stor flagship store på strøget i Aarhus. De vil møde slutforbrugeren fysisk og direkte.
Selvom virksomheden har stor succes med deres digitale tiltag, åbner Hummel nu en stor flagship store på strøget i Aarhus. De vil møde slutforbrugeren fysisk og direkte.

Det er ikke mange måneder siden, at hver fjerde danske modebrand følte sig lukningstruet. Corona pandemien har fremskyndet en uundgåelig digitalisering af hele branchen, og nedlukningen fik mange brands til at intensivere deres online aktiviteter. Alligevel ser vi enkelte aktører satse på de fysiske butikker herunder Les Deux, som åbnede deres anden butik i Aarhus den 1. august og nu også Hummel, der fra i dag kan byde indenfor i deres første egen danske butik. Den nye 312 kvadratmeter-store butik, placeret centralt i Aarhus, tager udgangspunkt i brandets børneunivers, Hummel Kids, og er ifølge Hummels CEO Allan Vad Nielsen, et 360-graders koncept med afsæt i sport, fashion, leg og bevægelse:

“Der er lagt mange timer i at tænke i oplevelser og ikke kun retail, som vi kender det. Vi har gjort os meget umage for at gøre det til en destination frem for kun en tøjbutik. I denne butik er hele familien velkommen, men vi har sat børnene i centrum og udviklet en butik med afsæt i deres univers. Vi har dybe rødder i sporten og et brændende ønske om, at alle børn skal være aktive hver dag. Alt dette har vi prøvet at vise i vores nye univers,” fortæller han og understreger, at butikken er en destination, som man skal opleve fysisk.

Hvad man helt konkret kan opleve i butikken, vil Allan Vad Nielsen ikke afsløre, men på Hummel-ejer Christian Stadils instagram-profil har man dog kunne få en lille forsmag med en video, hvor butikkens koncept-asnvarlige Kathrine Byskov Dath tester et nyt take på det klassiske hamsterhjul.

Opslag på Christian Stadils Instagram profil

Det digitale og fysiske skal kombineres

Hummels regnskab for 2019 præsenterede en ny rekordomsætning på 1,361 milliarder kroner, hvilket i høj grad skyldtes brandets digitale tiltag. Denne udvikling lod sig ikke stoppe af corona, hvor virksomheden også var hurtige til at etablere en online platform til fremvisning af deres kollektioner og virtuelle salgsmøder med indkøbere. Men selvom det digitale fylder meget, markerer Hummel nu, at den fysiske butik stadig en vigtig del af deres strategi:

“Skal man have succes i detailhandel fremover, så tror vi ikke, at det handler om, hvorvidt vi skal satse på online eller offline. Vi tror på, at det handler om at forene vores online og offline tilstedeværelse og på den måde skabe en optimal samlet købsoplevelse for slutforbrugeren,” fortæller Allan Vad Nielsen.

Internetsalgets store force har siden dag ét været den rationelle tilgang til forbrug med muligheden for research, pristjek, sammenligning og så videre. I lyset af dette forsøger mange butikker at knække koden for, hvad den fysiske butik kan og skal tilbyde, som nettet ikke kan. Med denne butikssatsning er det tydeligt, at Hummel ønsker  at tiltrække både den rationelle kunde på udkig efter nyt tøj, men også familien som ikke nødvendigvis er på shoppetur. Og med den tilgang til den nye butik mener Hummel at have fundet et hul i markedet:

“Vores produktpakke er så bred, at det giver mening for os at starte med en kids-butik. Derudover synes vi, at markedet mangler en ren kids-destination, hvor alt til børn er fokuseret og samlet under et tag i sportens tegn,” siger Allan Vad Nielsen, men lægger heller ikke skjul på ambitionerne for deres fysiske tilstedeværelse både internationalt og nationalt er store:

“Der er mere og andet i vente i forhold til Hummel Retail,” slutter han.

Hummel Kids Store åbner på Søndergade 16, 8000 Aarhus C på fredag den 28. august kl. 11.00.