Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Copenhagen Fashion Summit aflyser fysisk event – og lancerer nyt, digitalt koncept

Copenhagen Fashion Summit og CEO Eva Kruse lancerer i dag en ny digital platform ved navn CFS+, hvor der vil være alt fra showrooms til mødesteder, talks og workshops.
Copenhagen Fashion Summit og CEO Eva Kruse lancerer i dag en ny digital platform ved navn CFS+, hvor der vil være alt fra showrooms til mødesteder, talks og workshops.

“I lyset af de betydelige udfordringer og usikkerheder, som Covid-19 har bragt, har vores team revideret planerne for afholdelsen af Copenhagen Fashion Summit i år. Vi tror ikke, at den nuværende situation og stemning berettiger et fysisk event, og som et resultat af det er topmødet, som vi kender det, aflyst for 2020.”

Sådan skriver Copenhagen Fashion Summit med CEO Eva Kruse i front i dag. Allerede tidligt i pandemien, den 6. marts, valgte Global Fashion Agenda, der står bag topmødet, at udskyde dette års afholdelse til oktober. Men nu, godt tre måneder senere, har de besluttet, at topmødet – i hvert fald i sit fysiske format – ikke længere skal finde sted.

Men det betyder ikke, at verdens største topmøde for bæredygtig mode ikke er på kalenderen i 2020. Copenhagen Fashion Summit vil i stedet blive afholdt i et digitalt format – som også mange andre i branchen har valgt – med lanceringen af et nyt koncept ved navn CFS+. En platform, der går live samme datoer, som det udskudte event, altså den 12.-13. oktober 2020.

Agendaen er den dog mere eller mindre den samme. På den nye platform vil brancheledere og andre prominente stemmer fra hele verden samles for at diskutere og adressere de mange udfordringer, som industrien står overfor. Og herunder også den rolle, som bæredygtighed spiller i arbejdet med at skabe en mere robust, modstandsdygtig og inkluderende modebranche fremadrettet.

Derudover er målet med CFS+, ifølge Copenhagen Fashion Summit selv, at sætte fokus på storytelling ved at kaste lys på de historier, der bevæger sig i “krydsfeltet mellem mode og bæredygtighed og de mennesker og perspektiver, der driver industrien fremad.”

CFS+ vil være bygget op som både et showroom og mødested med live sessions, workshops, roundtable-samtaler og matchmaking.

Copenhagen Fashion Summit vil i de kommende måneder dele mere konkrete informationer om selve CFS+-programmet.