Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Magasin med ny ansvarlighedsstrategi: “Vi oplever, at vores partnere flytter sig hurtigt nu”

Magasin har taget endnu et skridt på vejen mod at blive et grønnere varehus med en strategi, som stiller krav til både forbrugerne, partnerbrands og deres egne indkøbere. Men det betyder ikke, at de kan “ændre branchen med et enkelt knips," indrømmer indkøbsdirektør Margrethe Dal Lehrmann.
Magasin har taget endnu et skridt på vejen mod at blive et grønnere varehus med en strategi, som stiller krav til både forbrugerne, partnerbrands og deres egne indkøbere. Men det betyder ikke, at de kan “ændre branchen med et enkelt knips," indrømmer indkøbsdirektør Margrethe Dal Lehrmann.

Det er ikke kun modemærkerne selv, der skal tage del i den grønne omstilling af branchen. Også forhandlerne, med alt fra den lille tøjbutik på det lokale strøg, til store onlinere som Zalando og stormagasiner som Magasin, har en rolle at spille i udviklingen.

Sidstnævnte, Magasin, har da også netop fremlagt en ny strategi for, hvordan de vil bidrage til at trække mode- og livsstilsbranchen i en mere bæredygtig retning. Under titlen ’We Love To Care’ udfolder Magasin en ansvarlighedsstrategi, der bygger videre på en allerede igangværende indsats, som blandt andet har betydet uddannelse af indkøbere i bæredygtighed, udskiftning af al indpakning til bedre alternativer og et samarbejde med YourLocal om at bekæmpe madspild.

“Vi arbejder benhårdt på fortsat at udvikle et ansvarligt Magasin, som forbrugere og samarbejdspartnere har tillid til. Forbrugerne efterspørger i stigende grad bæredygtige produkter og bliver i højere grad bevidste om, hvordan deres indkøb påvirker verden. Det skal og vil vi selvfølgelig reagere på,” siger indkøbsdirektør Margrethe Dal Lehrmann.

En uendelig rejse

Et af indsatsområderne i Magasins nye strategi omhandler materialer. Det gælder blandt andet deres egen kollektion af både tøj, lingeri og interiør, Magasin du Nord Collection, hvor 50 procent skal være produceret af bæredygtige materialer i 2023. Lige nu gælder det for 34 procent af kollektionen, hvorimod deres eget børnemærke, Bakito, samt nattøjslinje på nuværende tidspunkt er produceret udelukkende af bæredygtige materialer. Men hvorfor så “kun” 50 procent af Magasin du Nord Collection om tre år? Ifølge Margrethe Dal Lehrmann, handler det blandt andet om et definitionsspørgsmål af, hvornår et materiale er bæredygtigt eller ej. Men det handler også om, at der fortsat kan være udfordrende at source visse materialer – for slet ikke at tale om det, at ganske enkelt sætte mål, der er realistiske:

“Vi har sat nogle rammer for, hvornår vi vil tælle det med som et bæredygtigt materiale. Eksempelvis er FSC-certificeret viskose et materiale, vi bruger som første skridt på den bæredygtige rejse, men vi tæller det ikke med, fordi vi mener, at resten af viskoseprocessen er problematisk. Så forbedringen gør ikke en stor nok indsats for den bæredygtige omstilling. Derudover har vi nogle varegrupper, hvor vi ser det svært at finde bæredygtige alternativer og stadig er i researchfasen. Og så skal mål naturligvis være opnåelige for teamet. Den bæredygtige rejse er en uendelig rejse, hvor vi hele tiden bliver klogere og må tilpasse,” fortæller hun og opklarer, hvad der præcis menes, når de hos Magasin siger ’bæredygtige materialer’:

“I vores materialestrategi arbejder vi med formaterne ’godkendt, ’et bedre alternativ, men ikke godt nok’, og så er der alt det konventionelle og ’no go’. Vi er netop i gang med at lave en version 2.0. på denne materialestrategi. Blandt de godkendte er GOTS-certificeret bomuld, RWS-uld og Eco Vero.”

Fokus på at uddanne både brands og indkøbere

Udover materialer, er der i strategien også inkorporeret en opfordring til alle brands og partnere om at tage del i udviklingen, hvorfor Magasin har en udarbejdet en code of conduct, som skal efterleves, hvis man leverer varer til deres butikker. Den indeholder en række minimumskrav, som skal sikre, at alle samarbejdspartnere agerer miljømæssigt ansvarligt og etisk i egne forsyningskæder og forretningsdrift.

Men internt i virksomheden er der også et ansvar. Derfor er Magasins indkøbere ligeledes uddannet i at foretage ansvarlige indkøb af varer og samtidig guide de mange partnere i en mere bæredygtig retning. Det er sket i samarbejde med rådgivningsvirksomheden In futurum, som har kortlagt og præciseret Magasins mål samt faciliteret workshops og materialeguides for hele indkøbsteamet.

“Det er et område, der er under hurtig og konstant forandring, og vi oplever, at vores partnere flytter sig hurtigt nu. Magasins bæredygtige fokus er baseret på en grundholdning om, at vi vil motivere vores partnere til et øget fokus på bæredygtighed, og at vi skal flytte os sammen og i en takt, så vi får flest mulige med. Derfor har vi fortsat uddannelsesrejsen internt ved løbende at diskutere, kortlægge og revidere kravene til, hvad der er gode bæredygtige indsatser. Hertil benytter vi den viden, der ligger hos vores eget mærke, hvor omstillingen har været i gang i nogle år, og hvor vi har drevet processen gennem samarbejdspartnere, eksperthjælp og egne faciliterede processer,” siger Margrethe Dal Lehrmann.

Udsalg, spild og små skridt i den rigtige retning

Som Danmarks ældste og største stormagasin med over 150 år på bagen spiller Magasin da unægteligt også en vigtig rolle, når det kommer til at guide både forbrugerne og branchen i en anden og grønnere retning.

Ifølge Magasin selv, forpligter alderen i den forstand, at de på tværs af deres i alt syv varehuse har et ansvar for at skabe nogle rammer, der også gør det nemmere og mere transparent for forbrugerne selv at træffe de ansvarlige valg.

“Vi kan tydeligt mærke, at vores partnere og samarbejdspartnere ønsker at omstille sig til en mere bæredygtig tilgang. Den omstilling kan og vil vi rigtig gerne understøtte, og det kan vi i høj grad ved at tydeliggøre de bæredygtige produkter i vores butikker og online, så forbrugerne kan træffe et ansvarligt valg,” fortæller Margrethe Dal Lehrmann, og svarer til spørgsmålet om, hvordan de herunder forholder sig til branchens udsalgsfeber og det merforbrug, det fordrer hos kunderne – noget, der kun er kommet øget fokus på i lyset af Covid-19: 

“Vi tilpasser hele tiden vores indkøb i relation til kundernes efterspørgsel. Vi ønsker naturligvis at øge vores gennemsalg i sæson. Det er bedre købmandskab og bedre for miljøet,” siger hun og afslutter:

“Vores ansvarlighedsstrategi og vores bidrag vil ikke ændre branchen med et enkelt knips. Men hvis vi er sammen om at være ambitiøse og tager hinanden med på rejsen, så er jeg sikker på, at mode- og livsstilsbranchen i langt højere grad formår at gå en mere bæredygtig fremtid i møde.”