Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Verdens største aftager af sølv forpligter sig til 100 procent genanvendelse

Som led i en omfattende bæredygtighedsstrategi vil Pandora fra 2025 udelukkende købe genanvendt sølv og guld.
Som led i en omfattende bæredygtighedsstrategi vil Pandora fra 2025 udelukkende købe genanvendt sølv og guld.

Et årligt forbrug på 340 tons sølv – og 300 kilo guld – gør Pandora til verdens største aftager af sølv i smykkeindustrien. Og derfor har det selvklart en signifikant betydning, hvordan disse ædelmetaller sources. Allerede i dag er 71 procent af virksomhedens sølv og guld genbrug, men fra 2025 vil virksomheden udelukkende bruge genanvendte materialer – og håbet er, at det vil forplante sig til resten af industrien. Det skriver de en pressemeddelelse i dag.

“Pandora er verdens største aftager af sølv i industrien. Vores forpligtigelse sender et klart signal til markedet om, at vi skal hente mere af det sølv, der ellers ville gå tabt. Andelen af genanvendt sølv i markedets totale forbrug af sølv har ligget fladt på 15 procent i de sidste fem år – og volumen har heller ikke ændret sig meget. Der er i dag faktisk en langt mindre leverance af genanvendt sølv end for ti år siden – og det skal forbedres,” siger Alexander Lacik, CEO i Pandora.

Modsat de fleste andre materialer, så kan ædelmetaller genbruges for evigt uden at miste kvalitet eller værdi. Samtidig er udvindelsen af sølv katastrofal for klimaet. Dels på grund af kulstofudledning, men også fordi minedriften kan resultere i erosion af jorden, tab af biodiversitet samt forurening af jord og vand fra kemikalier brugt i udvindelsen.

“Sølv og guld er smukke materialer, som kan genanvendes i al evighed, uden at det forringer kvaliteten. Metaller, der blev gravet op af jorden for flere hundrede år siden, er lige så gode som nye. Glansen går aldrig af dem. Vi vil gerne fremme udviklingen af en mere ansvarlig måde at fremstille luksusvarer på og undgå, at disse ædelmetaller ender på lossepladsen. På den måde kan vi bidrage til at skabe en mere cirkulær økonomi,” siger Alexander Lacik videre og fortæller, hvordan kulstofudledningen ved nyudvundet sølv er tre gange højere end ved genanvendt. Ved nyudvundet guld er den hele 600 gange højere end når metallet genanvendes.

Ambitiøs klimamålsætning

Beslutningen om at bruge genanvendt sølv og guld følger i forlængelse af den klimamålsætning, Pandora annoncerede i starten af året, hvor de fra i år blandt andet udelukkende vil bruge strøm fra vedvarende energikilder i sine to produktionsanlæg i Thailand, og fra 2025 vil være helt co2-udlignede i alle selskabets egne aktiviteter. Derudover har Pandora tilsluttet sig klimainitiativet Science Based Targets Initiative og vil i 2021 offentliggøre en plan for, hvordan selskabet vil realisere førnævnte co2-reducering på tværs af hele sin værdikæde i overensstemmelse med Parisaftalen.

“Behovet for bæredygtig forretningsadfærd vokser, og globale virksomheder er nødt til at bidrage til at håndtere klimakrisen og overforbruget af naturens ressourcer. Pandora har i mange år brugt en stor del genanvendte metaller i vores smykker. Nu tager vi skridtet fuldt ud og holder helt op med at bruge nyudvundet sølv og guld. Det vil gavne miljøet og gøre vores smykker mere bæredygtige,” siger Alexander Lacik.

Til det oplagte spørgsmål, hvorfor kæmpekoncernen ikke allerede fra i år vælger udelukkende at source genanvendte materialer, siger han:

“Det vil tage os noget tid at nå dertil. Genanvendt gul og sølv repræsenterer allerede 71 procent af det guld og sølv, vi købte i 2019. Beslutningen om kun at bruge genanvendt sølv og guld dækker al brug af disse metaller i Pandoras smykker, herunder korn og halvfabrikater, som kæder, armbånd, klemmelåse og andre dele fra leverandører. Pandora har primært fokuseret på at øge procentdelen af genanvendte korn, som nu er næsten 100 procent. Forsyningskæden til halvfabrikata er mere kompliceret med flere leverandører og kun 40 procent kommer i øjeblikket fra genanvendte kilder. Vi er nødt til at samarbejde med vores leverandører for at nå vores mål, og det vil tage nogen tid.”