Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

2019 blev endnu et rekordår for DK Company

For 18. år i træk har modekoncernen løftet omsætningen, som sidste år landede på knap 3,4 milliarder kroner – men ledelsen forventer “nulresultat” i 2020.
For 18. år i træk har modekoncernen løftet omsætningen, som sidste år landede på knap 3,4 milliarder kroner – men ledelsen forventer “nulresultat” i 2020.

DK Company kan endnu en gang præsentere rekordomsætning – de viser koncernens nyeste resultater for 2019, som i dag er blevet endeligt fremlagt.

Det nye årsregnskab, som koncernen allerede selv luftede forventningerne til tilbage i januar, men som først nu er udgivet i CVR-registret, viser, at DK Company i 2019 realiserede en organisk vækst i omsætningen på 2,5 procent i forhold til 2018. Nettoomsætningen landede mere præcist på knap 3,4 milliarder kroner, mod lige godt 3,06 milliarder i 2018. Det betyder, at DK Company nu for 18. år i træk har øget deres omsætning. Ser man på årets resultat, ender dette dog ikke med også at slå rekord, som koncernen ellers udtrykte forventninger om i januar. Her finder man nemlig 182 millioner kroner før skat sammenlignet med 240 millioner året før. Ifølge koncernen selv, skyldes udviklingen, at resultatet har været “påvirket af nedskrivninger på varebeholdninger og debitorer, som følge af de økonomiske udviklinger på koncernens hovedmarkeder.” Resultatet anses dog som værende tilfredsstillende af direktionen.

I regnskabets ledelsesberetning, der har fået titlen ’2019, et år med tre opkøb,’ gøres det klart, at året har været præget af ekstraordinært mange opkøb – herunder både Saint Tropez fra IC Group A/S i starten af året, Solid og Tailor & Originals fra CNS Group A/S i maj samt det tyske e-commerce-selskab MeineMarkenMode.de, der dog først endeligt gik i gennem i januar i år. Førstnævnte, Saint Tropez, har i 2019 bidraget med en omsætning på 145 millioner kroner. De to nye herrebrands har på syv måneder bidraget med en omsætning på 147 millioner kroner. Opkøbet af MeineMarkenMode.de forventes fremadrettet at indbringe omkring 260 millioner kroner årligt.

Forventer “nulresultat” i 2020

Selvom DK Company har formået at løfte deres omsætning i 18 år i træk, er de også slemt påvirket af Covid-19 lige nu. Det blev tydeligt, da de allerede tidligt i krisen, i midten af marts, måtte opsige 125 medarbejdere. I januar havde koncernen ellers store forventninger til året, hvor CEO Jens Poulsen udtalte i en pressemeddelelse:

“Ordresituationen for 2020 ser lovende ud. DK Company er således inde i en tilfredsstillende udvikling, hvor vi forventer en fortsat organisk vækst med en omsætning, der forventes at passere 3,5 milliarder kroner samt et forbedret resultat.”

I dag er situationen desværre en helt anden. Om forventningerne til 2020 skriver ledelsen nu i regnskabet:

“Eftersom hovedparten af koncernens markeder og kunder som følge af Covid-19 har været nedlukket i en periode, vil dette have en væsentlig påvirkning på forventningerne til 2020, hvor koncernen ser ind i et nulresultat,” skriver de og tilføjer, at det dog stadig er svært at forudsige, hvordan indeværende år vil spille ud:

“Resultatforventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger af, hvordan de forskellige markeder og kunder kommer igennem nedlukningen.”