Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Økonomi

DK Company slår ny rekord

2018 blev endnu et gyldent år for den danske modekoncern, der har øget omsætningen med næsten 100 millioner kroner siden 2017.
2018 blev endnu et gyldent år for den danske modekoncern, der har øget omsætningen med næsten 100 millioner kroner siden 2017.

At det fortsat går godt for DK Company A/S, der har eksisteret siden 2001 og som i dag har 20 brands i porteføljen, kan nu endnu engang slåes fast. Det understreger deres nye årsregnskab, som netop er blevet fremlagt i dag.

Her ses det, at DK Company A/S i 2018 for 17. år i træk formåede at øge deres omsætning og dermed har slået deres egen rekord. Koncernens nettoomsætning steg med 3,3 procent og endte herunder på 3,057 milliarder kroner sammenlignet med de 2,960 milliarder kroner, de omsatte for i 2017. Også bundlinjen vækker begejstring hos direktionen i DK Company. Resultatet før skat endte på 240 millioner kroner mod 235 millioner kroner året før.

Ifølge koncerndirektør Jens Poulsen, er resultatet ikke bare positivt, fordi det slår deres rekord, men især fordi det vidner om, at DK Company formår at holde kadencen i en tid med store udfordringer i branchen – både når det kommer til klimaforandringer og konkurrencegrad:

“Vi er godt tilfredse med, at vi endnu engang præsterer rekordresultat. 2018 var et år, der var præget af europæisk varmerekord, hvilket påvirkede forbrugernes køb af tøj. Det har efterfølgende medført markant øgede nedskrivninger på varelagrene af specielt de tungere artikler og blev dermed en udfordring i et marked, der i forvejen er præget af udsalg og tilbud og med en høj grad af konkurrence. På den baggrund er vi særdeles stolte over, at vi præsterer en vækst også i 2018,” udtaler han i en pressemeddelelse i dag.

Høster frugterne af tidligere opkøb

At DK Company i dag huser 20 brands, herunder mærker som Gestuz, Ichi, Inwear og Blend, skyldes ikke mindst, at de gentagende gange har været på shopping, når andre modekoncerner har solgt ud af porteføljen. Det gælder ikke mindst konkurrenten IC Group, som DK Company flere gange har overtaget mærker fra. Senest med brandet Saint Tropez, som DK Company erhvervede sig tilbage i januar.

Det er da også en af de satsninger, som Jens Poulsen tilskriver koncernens fortsatte fremgang:

“Væksten er sket rent organisk. Der er ingen tvivl om, at vi fortsat høster af de mange frø, der er sået gennem tidligere års opkøb. Vi har i alle vores aktiviteter fået skabt en række stærke og dedikerede teams, der i kraft af gode relationer og høj energi skaber de gode resultater, ” siger han og fortæller om forventningerne til 2019:

“Også i indeværende regnskabsår har vi grund til at forvente yderligere vækst. Vi startede året med at købe Saint Tropez fra IC Group, hvor vi ser gode muligheder for en yderligere udbygning af wholesale aktiviteterne. Generelt for koncernen forventer vi, at de gode takter opretholdes og forventer endnu et år med rekordomsætning og -resultat.”

DK Company A/S har i dag 16.000 engroskunder og driver 200 butikker.