Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
CORONA

Nyt opråb fra modebranchen: Hvor mange skal gå konkurs før politikerne vågner op?

Samfundet begynder langsomt at åbne, men situationen er langtfra forbedret for modebranchen. Derfor præsenterer Wear i dag en ny kompensationsmodel – og håber på lydhørhed fra landets politikere.
Samfundet begynder langsomt at åbne, men situationen er langtfra forbedret for modebranchen. Derfor præsenterer Wear i dag en ny kompensationsmodel – og håber på lydhørhed fra landets politikere.

“Nu må politikerne vågne op! Den danske modeindustri og den dertilhørende detailhandel lider voldsomt under coronakrisen, og det hjælper ikke, at man nu kan gå til frisør.”

Sådan starter Wear Danmark i dag i en pressemeddelelse, der sætter fokus på de fortsatte voldsomme økonomiske konsekvenser, som coronakrisen har haft  – og vil få i fremtiden – for modebranchen herhjemme. Konsekvenser, der er blevet fremlagt igen og igen den seneste måned af både brandsene selv og brancheorganisationerne Wear og DM&T  – som i fællesskab har kommet mere flere opråb om behov for hjælp, heriblandt en større fleksibilitet i statens hjælpepakker.

“Modebranchen ser frem til en række ganske betydelige tab i regnskaberne for 2020. Tabene vil relatere sig til varelagre og debitorer, som vil skulle nedskrives ved næste regnskabsaflæggelse, da lageret er ukurant og debitorerne dubiøse. Tabene vil medføre en lang række konkurser og tab af arbejdspladser samt tab af danske virksomheders positioner og knowhow på eksportmarkederne, som i dag er på 40 milliarder kroner årligt,” skriver Wear, med direktør Nikolai Klausen i front, videre.

Af denne grund forslår Wear nu en ny kompensationsmodel. Den indebærer ingen kontant udbetaling fra staten, men kan derimod sikre “mod regnskabsmæssige tab og understøtte fremtidige likviditetsbudgetter, så kreditter i banker kan opnås og opretholdes,” som Wear skriver det. Derudover kan den understøtte danske arbejdspladser i fremtiden og modvirke tab af danske virksomheders positioner og knowhow på eksportmarkederne. Konkret indeholder kompensationsmodellen:

Afskrivning på varelager:

Varer som er leveret til en virksomhed i perioden 1. januar til 31. august 2020 baseret på ordrer foretaget før 9. marts 2020 (som er uigenkaldelige efter 31. marts 2020) kan nedskrives med 50 procent af engrosprisen ved førstkommende regnskabsaflæggelse med fuld kompensation. Kompensationen indsættes på virksomhedens skattekonto, og vil således ikke blive kontant udbetalt, men modregnet i kommende kildeskatter, momsbetalinger med videre fra virksomheden. Sælges varerne med gevinst modregnes gevinsten i kompensationsbeløbet (årlig opgørelse).

Tab på debitorer: 

Debitorer fra fakturering i perioden 1. januar til 31. august 2020, som er baseret på ordrer fra kunden foretaget før 9. marts 2020 (og som er uigenkaldelige efter 31. marts 2020) kan nedskrives med 50 procent ved førstkommende regnskabsaflæggelse med fuld kompensation. Kompensationen indsættes ligeledes på virksomhedens skattekonto, og vil således ikke blive kontant udbetalt, men modregnet i kommende kildeskatter, momsbetalinger med videre fra virksomheden. Sker der indbetaling på fordringerne med gevinst, så modregnes gevinsten i kompensationsbeløbet (årlig opgørelse).

Derudover er der indarbejdet en række krav/værnsregler i modellen:

  • Selskabet anvender et anerkendt varelagersystem og debitorsystem (E-conomic, NAV med flere).
  • Revisorerklæring.
  • Den positive skattekonto bortfalder ved ejerskifte//konkurs.
  • Der kan ikke udbetales udbytte før den positive skattekonto er udlignet.