Samfundssind, et alternativt retailformat og få ting, der er helt, som de plejer
H&M laver værnemidler til hospitalsansatte, Silfen støtter WHO, Roccamore afprøver nyt ’lockdown-venligt’ butikskoncept og to modesamarbejder, der giver kortvarig, men tiltrængt adspredelse fra Coronakrisen.Coronakrisen er fortsat altoverskyggende, og regeringens forlængelse af den nationale lockdown i denne uge – som nu strækker sig til den anden side af påske – har uden tvivl kun gjort det endnu sværere for danske virksomheder at holde hovedet oven vande. Hos Fashion Forum vil vi stadig gerne høre fra jer, så vi – fortsat – kan sørge for videndeling i branchen i denne svære tid. Så tøv ikke med tage fat i os med både stort og småt.
Hvis der dog skal nævnes én ting, som er positivt ved den ellers frygtelige Covid-19-pandemi, som vi står midt i, så er det den grad af samfundssind, som vi også oplever lige nu. Ikke mindst i modebranchen. Det ses både i form af støttekampagner og økonomiske donationer, som vi både kunne berette om i sidste uge og i denne, men også i form af virksomheder, der dedikerer tid og ressourcer til at producere værnemidler til sundhedssektoren.
Det startede da Louis Vuitton i sidste uge meldte ud, at de vil bruge en del af den produktionskapacitet, de ellers bruger på at producere parfume, til at producere gratis håndsprit til sundhedsmyndighederne i Frankrig, hvor håndsprit – ligesom i store dele af resten verden – lige nu er en mangelvare. I denne uge har flere andre i branchen fulgt trop. Heriblandt Rika Studios, der laver beskyttelsesmasker i bomuldsrester i Amsterdam. Prada, der på sin egen fabrik vil producere 110.000 masker inden 6. april som hjælp i hårdt ramte Norditalien. Det samme er tilfældet med Inditex i Spanien, og nu går svenske H&M også ind i kampen. H&M Group har nemlig besluttet at stille deres værdikædes kapacitet, herunder også deres indkøbs- og logistikfunktioner, til rådighed for at kunne levere beskyttelsesmasker og -dragter samt handsker til hospitalsansatte og sundhedsvæsenet. Indimellem kommer hjælpen fra uventet kant.
Du kan læse ugens øvrige korte modenyheder – Coronarelaterede eller ej – herunder.
Silfen støtter WHO
Det danske taskebrand Silfen, som blev grundlagt i 2013 og i dag drives af søskendeparret Daniel og Celine Silfen, har valgt at donere ti procent af hele deres onlineomsætning frem til 21. april 2020 til WHOs støttefond ’Solidarity Response Fund’. En fond, som vi i sidste uge kunne fortælle, at også H&M støtter, og som arbejder for bekæmpelse af den nuværende Corona-pandemi i især de lande, der har færrest ressourcer.
”I Danmark er vi enormt privilegerede, at vi har et stærkt sundhedssystem, der har viden og kapacitet til at håndtere en krise, som den vi står i nu – derfor giver det mening for os at støtte de samfund, der ikke har den sikkerhed,” fortæller kreativ direktør Celine Silfen i en pressemeddelelse.
Læs mere om WHOs ’Solidarity Response Fund’ her.
Roccamore udtænker alternative retailformater
Coronakrisen og den medfølgende landsdækkende lockdown er allerede nu, et par uger inde, gået hårdt udover modebutikkerne. Men i stedet for at lukke sin forretning helt ned midlertidigt, som mange andre danske modevirksomheder har set sig nødsaget til, har skomærket Roccamore fundet en alternativ løsning. Hvor brandets to butikker på Skindergade 19 i København og Volden 21 i Aarhus holder dørene lukkede for almindelig gæster, har stifter og kreativ direktør Frederikke Antonie Schmidt igangsat et nyt koncept, hvor kunder kan booke hele butikken for sig selv – og dermed både mindske smitterisikoen, men stadig holde det hårdt pressede detailled kørende.
Nogle ting, der er helt, som de plejer
Selv i Coronatid skal der være plads til, at noget forbliver, som det plejer. Og det gælder også dette formats faste indslag om nye samarbejder i modebranchen. Den danske influencer og model Kristian Brandt har indgået samarbejde med smykkebrandet Cuff Copenhagen. Sammen har de skabt en ny linje af håndlavede armbånd til mænd, der er skabt på Cuff Copenhagens eget værksted i København.
“Det er ikke spændende at ligne alle andre. Hvad end det er i smykker, påklædning eller noget helt tredje. Unik betyder nødvendigvis ikke, at det visuelt skal larme i alles øjne. For mig har det handlet om at designe noget, der er lavet i ordentligt kvalitet til priser, hvor alle kan være med,” siger Kristian Brandt om samarbejdet i en pressemeddelelse.
Kollektionen lanceres den 14. april 2020.
Klæd dit gulv i House of Dagmar
Og vi bliver ved samarbejderne. Kristina Tjäder fra det svenske modebrand House of Dagmar har i samarbejde med det ditto svenske interiørmærke Layered skabt ’Heritage Rug Collection’. En kollektion, der, som navnet antyder, udspringer af traditionen omkring svensk tekstildesign og som består af syv forskellige gulvtæpper. Alle er håndlavede af naturlige fibre som uld og hamp med fokus på ditto naturlige farver som brun, terracotta og helt ubleget uld.
Kollektionen lanceres i midten af maj 2020.
Alt.dk får ny mode- og skønhedsredaktør
Alt.dk, der er et paraplydomæne for Egmont-titler som Eurowoman, Euroman, ALT for damerne, Boligliv, Fit Living og Rum, har fået ny frontfigur på modeteamet. Kristian Hindø-Lings, der har siddet på posten som moderedaktør siden juli 2016, fratræder sin stilling den 1. april 2020 for at dedikere sig til en anden kreativ branche – nemlig musikbranchen som tilrettelægger på det daglige musikprogram Frekvens på Radio Loud. I hans sted tiltræder Julie Lund, 28, der er et velkendt ansigt i huset. Hun kommer nemlig senest fra et barselsvikariat som skønhedsredaktør på Eurowoman. Hos Alt.dk får hun ansvar for både mode og skønhed under titlen mode- og skønhedsredaktør.
Julie Lund tiltræder officielt stillingen den 1. april 2020.