Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, Indland, Modeuge

På rundtur i Résumés pilotgalleri

Med piloten som inspiration tog Résumé os med en tur på galleri, hvor de egentlige værker var en afdæmpet kollektion med nik til 70'erne.
Med piloten som inspiration tog Résumé os med en tur på galleri, hvor de egentlige værker var en afdæmpet kollektion med nik til 70'erne.

Résumé, A. Petersen, onsdag den 29. januar 2020, klokken 17.30.

Med galleriet A. Petersen som bagtæppe, nærmere bestemt udstillingen “Optur” af snedker Teis Dich Abrahamsen og formgiver Leise Dich Abrahamsen, der var rig på farver, former og finurlige sanseindtryk, havde Résumé inviteret til præsentation for deres AW20-kollektion.

Og der var showstemning over starten på præsentationen, en forventningens summen, da man entrerede de værkfyldte lokaler og ikke én model eller ét stykke tøj var i sigte. Men så lød Blondages bløde poptoner pludselig ud over lokalet, og modellerne entrerede i grupper af tre, hvorefter de stillede sig på en række sølvpodier og poserede foran udstillingens værker. Efter hver endt sang byttede grupperne pladser i lokalet og skabte et fint flow, som ellers kan være svært at opnå i den statiske opsætning, som en præsentation ofte er.

Kollektionen havde fået navnet ’Aviator’, og pilotinspirationen så man ret hurtigt flere steder. Blandt andet i en rød/brun buksedragt med lyse pipings på skulder, krave og ved lommerne, der både var på brystet og på buksebenene, som på en cargobuks. Et par mørkebrune støvler i imiteret krokodilleskind toppede looket af og gav det en tiltrængt poleret kant. Og netop det spil, mellem flyfart og det mere pyntede, prægede kollektionen. Mellem uniformen og det mere elegante, men hele tiden med et nik til 70’erne i både farver og i mønstre.

Det var generelt en afdæmpet kollektion rent farvemæssigt, men dog med enkelte krumspring. Som et glittersæt med knælang nederdel, crop top og tilhørende tørklæde. Her var man pludselig på en discoklub i Los Angeles i 70’erne. Eller den superelegante skinnende gule kjole med trekvartærmer og fine blomsterudsmykninger på ærmerne og et overdådigt sølv- og perlehalssmykke, der egentlig ligner en krave, men som fortsætter ned over kjolens øverste lag og giver et godt spil til kjolens skinnende overflade.

Højdepunkterne var uden tvivl de mere konstruerede, skrædderagtige, unisex looks. Som et dobbeltradet, nålestribet jakkesæt med korte ærmer og et par brede bukser. Den ternede, dobbeltradede frakke i en kombination af græsgrøn og sart gul med elastikærmer ligner også et godt bud på en favoritstyle i gadebilledet til næste vinter. Den var lige dele frisk, klassisk og sporty. Og perfekt til det københavnske bybillede, som er det, Résumé normalt rammer så godt med sine tidstypiske styles og demokratiske priser. Eller den klassiske beige trenchcoat med overdimensionerede lommer og med diskrete Résumé-logoer på siden og på ærmet. Så den lige bliver hevet ind i en moderne Résumé-verden.

Og der var da også vink til de fleste af tidens største salgsmæssige trends. Som strikvesten, her i en lodden brun eller blå udgave. Eller babushka-tørklædet, som flere rappere har gjort moderne igen.

Kollektionen var et fint miks mellem elegant og militant, og selvom pilotinspirationen ikke var så gennemgående, som man måske kunne have håbet, vil det stensikkert være en yderst populær kollektion, når den lander i butikkerne til efteråret. For du kunne finde et par solide bukser, en elegant cocktailkjole, et stramt jakkesæt eller en vamset jakke – kort sagt alt, hvad et klædeskab skal bruge.

Se hele kollektionen her.