Revolver vil stadig udvide med Forum – men først til august
Revolvers planer om at udvide Øksnehallens kvadratmeter med Forum Copenhagen er intakte, men forberedelserne tager længere tid end forventet.Da modeugen var på sit højeste i august kom Christian Maibom, kreativ direktør i og grundlægger af Revolver, med en ambitiøs udmelding: Fra næste sæson ville han udvide sin eksisterende messe-venue i Øksnehallen i København med Forum Copenhagen ikoniske bygninger. De to messer skulle bindes sammen af blandt andet fælles registrering, guest management og shuttle services.
I dag, her tre måneder senere, er det blevet besluttet at udskyde ekspansionen. For nok er planen intakt, den tager blot lidt længere tid at få eksekveret end først beregnet.
“Ambitionen og viljen til at forandre og udvikle såvel Revolver som indholdet af den københavnske modeuge står stadig ved magt. Vi har måtte erkende, at nogle af de messeløsninger, vi havde påtænkt i det nye set-up stadig er både relevante og mulige, men kræver mere forberedelse end forventet,” lyder det fra Christian Maibom.
Revolvers melding er herfor nu, at det nye dobbeltsporede messekoncept forventes at gå i luften under Copenhagen Fashion Weeks sommermodeuge i uge 32 i 2020. Dog vil den kommende AW20-udgave af Revolver i Øksnehallen, der løber fra den 29. til den 31. januar, præsentere en smagsprøve på den indretningsmæssige del af Revolvers nye messekoncept, som man fra august vil kunne opleve i Forum.
Herudover vil Revolver den kommende sæson, ifølge Christian Maibom, præsentere et øget antal skandinaviske og internationale udstillere.
Også på Revolvers italienske indsats igennem de sidste tre sæsoner, Scandinavian Manifesto på Piti Uomo i Firenze, udvides der og sættes yderligere fokus på den totale, skandinaviske oplevelse. Det betyder, at Scandinavian Manifesto fra den 7. til den 10. januar 2020 rykker ind i sin egen bygning på flere kvadratmeter end den hidtidige messeplads og medtager hele 22 skandinaviske brands mod de tidligere 16.