Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Sportmaster efter destruering af nye varer: “Brugbare sko skal gives til velgørenhed”

Sportskæden er endt i et mindre stormvejr, efter det er kommet frem, at en praktikant blev bedt om at ødelægge nye sko. En fejl, fortæller direktør Sofie Lindahl-Jessen, som nu følger op på de interne politikker.
Sportskæden er endt i et mindre stormvejr, efter det er kommet frem, at en praktikant blev bedt om at ødelægge nye sko. En fejl, fortæller direktør Sofie Lindahl-Jessen, som nu følger op på de interne politikker.

Det er ikke første gang, at en tøjvirksomhed fanges i at destruere nye varer, fordi de ikke kan sælges. Det er både sket for store modehuse som Burberry og kæder som H&M og danske Bestseller indenfor de seneste par år. En proces, der ikke er ukendt i en branche, hvor man af og til går til yderligheder for at beskytte sit varemærke. Men også en proces, der ikke længere stemmer overens med tøjbranchens behov for og stigende løfter om at sætte bæredygtighed højere på dagsordenen. Ikke desto mindre foregår det stadig – herunder også herhjemme, hvor sportskæden Sportmaster er seneste firma, der har benyttet sig af metoden. Det sker efter deres Lagersalg i Holbæk har bedt en praktikant om at ødelægge mellem 100-150 par helt nye sko med en hobbykniv, inden de blev smidt ud i en container. Sko, der eftersigende ikke kunne sælges, fordi de ikke matchede i størrelsen. Det skriver Politiken.

Ifølge Politiken, foreslog praktikanten til forretningens butikschef, at skoene i stedet kunne gives til blandt andre hjemløse, men fik at vide, at de skulle ødelægges ved at skære stoffet op på siden eller ovenpå, for ellers ville det koste kæden penge. En procedure, der ifølge Sportmasters administrative direktør, Sofie Lindahl-Jessen, strider imod virksomhedens retningslinjer.

“Det er ikke en del af vores retningslinjer at skære i varer. Det har været butikkens egen beslutning at forsøge at undgå at få dem retur igen. Men det er ikke noget, vi normalt gør eller som står i vores retningslinjer,” siger hun til Politiken og uddyber:

“Der skal ikke være brugbare sko fra Sportmaster i en skraldespand og overskudsvarer, som vi ikke kan sælge, skal ikke beskadiges. Der er sket en fejl, og vi tager ansvar for, at alle vores butikker kender vores politik. Brugbare sko skal gives til velgørenhed,” slår hun fast.

Vækker vrede og optakt til demonstrationer fra unge forbrugere

Sagen om Sportmaster har ikke blot været debateret i medierne. Også flere forbrugere har taget sagen meget alvorligt. Det sker, efter to unge piger den 12. september fandt 83 par ødelagte sko i en container ude foran netop Sportmaster Lagersalget i Holbæk – formodentligt de selvsamme sko, som praktikanten ødelagde – og siden har demonstreret foran butikken med et skilt med spørgsmålet “Hvorfor skulle de ødelægges?” og hashtagget #sammenvendervistrømmen.” Det skriver TV2.

Men de er ikke alene om at demonstrere. Også den tidligere praktikant stillede sig i går op foran Sportmaster på Strøget i København i samarbejde med aktivisten Fabian Vennekilde. Derudover har de demonstrerende piger startet et Facebook-event, hvor de i går opfordrede folk til at stille sig op foran Sportmaster-butikker i hele landet.

Sofie Lindahl-Jessen har i forbindelse med sagen besluttet, at den politik, som gælder alle kædens butikker, og som afgør, hvad der skal ske med usælgelige varer, skal sendes til samtlige forretninger igen for på den måde at opfriske reglerne. Derudover er en central koordinator blevet udpeget til at hjælpe butikkerne med at forstå og overholde reglerne.

LÆS OGSÅ:

10 nedslag i et årti med bæredygtig mode